09. august 2020

Ankomsten 2020

På en smuk sommerdag, søndag d.9/8, 2020, var der ankomstdag for elevholdet 2020/2021 på Efterskolen for Scenekunst. Det er skolens niende hold, der dermed indtog skolen. En forrygende dag, hvor eleverne endeligt fik mødt hinanden. Der blev taget imod med tale og fællessang i Æsken – og med møder i kontaktgrupperne. Altsammen under coronasikre forhold.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i erindringer fra egen efterskoletid – og ikke mindst sange af Steffen Brandt!

 

 

Tale ved ankomsten 2020

Om efterskoleerindringer – og Steffen Brandt

v/Heine Boe

 

I 1986 sad jeg en søndag i august på bagsædet af mine forældres Opel Ascona. Målet for turen var mit hjem for de næste 10 måneder, nemlig min kommende efterskole.

I bagagerummet lå foruden min store kuffert tillige min akustiske guitar og min kassettebånd-afspiller – en såkaldt ghettoblaster. Med i tasken var tre overspillede kassettebånd: Danseorkesterets første plade, Thomas Helmigs anden udgivelse og så TV2’s plade ”Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl”, en plade hvis titel gav anledning til en del diskussion i den tid – ikke mindst blandt de, der var resistente overfor ’80’ernes ironi.

Kassettebåndet med TV2-pladen blev på mange måder et soundtrack til mit efterskoleophold. Ligesom de efterfølgende TV2 album blev det for såvel mit liv som sikkert mange andres i min generation i mange år derefter.

Sangene på albummet – Rigtige Mænd, På Skanderborg Station, Eventyr for Begyndere og Hele Verden Fra Forstanden – sang vi med på, mens ghettoblasteren gjorde, hvad den kunne for at følge med.

 

Sangene tematiserede mange af de tanker og følelser, vi havde, mens vi sad der på efterskoleværelserne i al vores ungdommelighed. Vi var på vej ud i verden – vi ville gribe eventyret, – og Steffen Brandt sang: ”Et sted derude ligger verden / åben og forladt / og venter og venter kun på mig”. Det var en følelse, vi kunne mærke. – Og en tanke, vi turde lade blive til et håb.

 

På efterskolen fik vi en gave, som endte med at få stor betydning for mig, som den sikkert har haft for mange andre efterskoleelever før og efter mig.

Vi fik udleveret en højskolesangbog. Nu er jeg ganske vist vokset op i efterskoleverdenen, ligesom jeg har sunget i kirkekor hele min barndom, så jeg kendte både sangene og salmerne.

Alligevel var det en ny verden, der åbnede sig for mig. For som jeg sad der i foredragssalen på min efterskole, begyndte sangene at handle om mig og mit liv. Min forstander fortalte om sangene og satte dem ind i vores sammenhæng, og jeg sugede til mig.

Og pludselig blev gamle sange og salmer helt aktuelle og talte til mig. Og jeg oplevede, hvordan der blev et slægtskab mellem Steffen Brandt og de gamle sangskrivere. Pludseligt var der ikke langt fra ”Jeg elsker den brogede verden” til ”Hele Verden Fra Forstanden”.

Begge er det sange, der tematiserer den pointe, at livet ikke er eller skal være en dans på roser. Og alligevel eller netop derfor, er livet alligevel værd at elske. ”Var livet en dans på roser / mon alt da var bedre end nu?” – og ”Kamp må der til skal livet gro” – lyder det i Kaalunds tekst.

Og hos Steffen Brandt hedder det: ”Åh, hvor jeg hader disse sange / om hvor smukt det kunne være / dette åbenlyse selvbedrag / som intet håb kan bære” – og alligevel bliver pointen: ”Gør dog noget / løb for livet / brug dog tiden / elsk hinanden”.

Og jeg oplevede mig selv sidde der på efterskoleværelset – med den opgave at skulle skrive en ny melodi til en kendt tekst, – og så valgte jeg netop ”Jeg elsker den brogede verden”.

Der sad vi så tre efterskoledrenge og sang flerstemmigt på den gamle tekst iklædt nye toner. Jeg husker ikke melodien, jeg fik skrevet, – og det er nok meget godt. Jeg tænker ikke, at den havde kvaliteter til at klare et genhør i dag. Men vi mærkede, at de gamle tekster havde noget at sige os.

 

Og jeg blev hængende i efterskoleverdenen – og blev snart selv efterskolelærer. Allerede mens jeg læste på universitetet, blev jeg hentet ind som musiklærer og senere matematik- og filosofi-lærer på min gamle efterskole.

 

Som musiklærer kom jeg til at arbejde sammen med en ung teaterlærer, der hed Anders Iburg. Med ham og en række andre gode musik- og teaterkolleger kom jeg de efterfølgende mange år kom til at lave et hav af forestillinger.

En af de første forestillinger, jeg var med til at lave, tog udgangspunkt i historien om ”Muren om Asgård” – eller historien om, hvordan Odin fik sin hest Sleipner.

 

Historien er i korthed som følger:

Engang kom en jætte forklædt som håndværker til Asgård, hvor han tilbød at bygge en mur rundt om hele Asgård. Muren ville være stærk nok til at holde jætterne ude. Som betaling krævede han at få Freja, som var kærligheds-gudinden, samt solen og månen.

Guderne afslog, men da Loke foreslog, at de skulle kræve af håndværkeren, at han skulle bygge muren i løbet af blot én vinter, var guderne med på ideen. Det kunne han da umuligt nå.

Håndværkeren sagde ja, hvis han måtte tage sin hest Svadilfare til hjælp.

Det accepterede guderne, og den første vinterdag gik håndværkeren i gang. Guderne blev dog bekymrede, som arbejdet skred frem, for hesten lavede dobbelt så meget arbejde som manden, og da foråret nærmede sig stod det klart, at håndværkeren ville blive færdig med muren.

Guderne hold råd og blev enige om at Loke måtte løse den situation, han havde skabt. Aftenen før muren skulle være færdig, sprang Loke derfor frem foran Svadilfare i skikkelse af en yndig hoppe. Loke lokkede hingsten med ind i skoven, og dagen efter var Svadilfare ikke så oplagt, som den plejede at være. Muren blev derfor ikke færdig. Jætten blev grebet af jættevrede, da han indså, at han var blevet snydt. Men Thor greb Mjølner og knuste jættens pandeskal.

Kort tid efter mødet med Svadilfare nedkom Loke med et føl. Føllet havde otte ben og kunne løbe både på jorden og i luften. Hesten hed Sleipner og det blev Odins hest.

Muren stod tilbage – og blev aldrig gjort færdig.

 

Fortællingen er naturligvis en historie om, hvordan guderne til gengæld for sikkerhed og det trygge liv er lige ved at miste både kærligheden og lyset.

 

Nu skal man huske, at jætterne jo ikke blot er onde, og guderne ikke blot gode. Så enkelt er det ikke i den nordiske mytologi. Både guder og jætter snyder, bedrager, begår drab osv. Og jætter og guder er ofte ganske tæt forbundne.

Nej, snarere end godt og ondt handler forholdet mellem jætter og guder om forholdet mellem kaos og kosmos eller om den utæmmede natur, urkraften, i jætternes skikkelse og den ordnede natur, kulturen, i skikkelse af guderne.

Guderne forsøger at sikre sig ved at bygge en mur om Asgård, – det vil sige slippe for kaos og det utæmmede, – men dermed er de lige ved at miste både kærligheden og lyset. Og heri ligger måske en væsentlig pointe.

 

Og pointen ligger ikke langt fra både Steffen Brandt og Kaalund. Sikkerheden er ikke det, der fremmer livet, men synes snarere at kvæle det, hvis det bliver vores eneste mål og perspektiv. På den anden side kan vi heller ikke leve i et totalt kaos.

Nej, kaos kommer til at repræsentere de urkræfter, som bringer livet frem og kosmos kommer til at repræsentere den forstandighed og sansen for det sande, det gode og det smukke, der netop kan sætte kræfterne på form. Netop når begge dele er i spil, kan livet vokse og gro.

 

Også Grundtvig begyndte for alvor i de år at liste sig ind under huden på mig. Når vi sang ”Nu skal det åbenbares”, syntes mange af de samme pointer at gå igen: ”Ej alt i fred-ler forme / men vælge livets storme / for gravens stille ro”.

 

Tilsammen begyndte jeg at ane, hvad myterne, poesien og kunsten kunne. Måske er det netop disse, der bedst af alt formår at sætte ord på det uudgrundelige i det liv, vi som mennesker lever. Derfor har netop myterne, poesien og kunsten altid fyldt meget i den frie skoletradition, for her er det livsoplysningen, der er i centrum.

 

Nu har jeg så fået lov at være i efterskoleverdenen i næsten tredive år. Og for snart ti år siden greb Anders Iburg og jeg så muligheden for sammen med mange gode kræfter, venner, bekendte, tidligere kolleger og andre at grundlægge Efterskolen for Scenekunst.

Stedet her skulle netop være et sted, der ville gribe ned i den frie skoletradition, som efterskoleformen er rundet af.

Her skulle livsoplysningen være i centrum. Her skulle scenekunsten have særligt gode rammer. Ikke fordi vores elever nødvendigvis skal bruge det som deres levevej, – men netop fordi poesien, myterne og kunsten herunder naturligvis også scenekunsten kan noget ganske særligt i forhold til at bidrage til livsoplysningen og den personlige udvikling.

Poesien og kunsten bidrager til det, man kunne kalde for det personlige fortolkningsreservoir i forhold til den personlige og fælles virkelighed.

Og livet kalder på fortolkning. Livet giver ikke nødvendigvis umiddelbar mening for os. Tvært imod er der meget, der taler for, at vi ofte føler os fremmede i verden. Men netop i mødet med poesien og kunsten kan vi måske finde fortolknings­nøgler, der alligevel kan være med til at åbne verden som et meningsfuldt og godt sted at være.

 

Når man således som jeg har fået lov at være i efterskole­verdenen i rigtig mange år, kan man nemt forledes til at tro, at man har oplevet alt. – Og jeg synes da også, at jeg har oplevet meget.

Men i foråret oplevede vi så noget, som ingen af os havde oplevet før, – nemlig at efterskolen blev lukket ned som en del af den samfunds-nedlukning, der var nødvendig på grund af Corona.

Pludseligt oplevede vi, at efterskoleeleverne måtte rejse hjem i en ganske lang periode, fordi vi måtte sikre os mod en virus, der potentielt truede med at lukke ikke bare sundheds­systemet men hele samfundet ned. Dette måtte man naturligvis undgå.

Med ét var vi hensat til at lave skole på en helt anden måde, end den vi kendte. Det gik sådan set meget godt. Vi fik udviklet online-undervisning, virtuelle morgen- og aftensamlinger – og meget mere. Men det var som om, der var noget, der manglede. Og det, der manglede, var naturligvis selve efterskolesamværet. For selvom der var både skolefag og linjefag, fællessamlinger, kontaktgruppemøder og alt muligt andet – alt sammen virtuelt, – så manglede selve samværet. Det at man mødes over måltiderne. I døren på vej til og fra undervisningen. På gangen om aften. På værelset ved sengetid. Der manglede det, at vi kunne mærke og se hinanden. Alt det, der kræver, at vi faktisk er fysisk til stede sammen. Men pludseligt var det fysiske fællesskab forbundet med risiko, og derfor måtte det begrænses.

Vi oplevede alle sammen, at tingene forandredes. Vi kunne ikke i flere måneder se og være sammen med venner og familie. Arbejde måtte klares hjemmefra, hvis det var muligt. Arbejdsfællesskab blev til virtuelle fællesskaber osv.

Og vi lærte også mange ting. Jeg tror, at vi vil opleve, at mange virksomheder vil reducere mængden af rejser, fordi mange møder faktisk fint kan klares over nettet.

Mange oplevede at få mere tid – og vil måske forsøge at fastholde nogle af de vaner fremadrettet.

Andre oplevede desværre at nedlukningen betød arbejdsløshed, manglende omsætning i ens private virksomhed eller på anden måde udfordring af livsgrundlag.

Og så var der dem, der blev syge. Udfordringen har været reel, og sygdommen viste sig at være værre, end vi måske troede, men til gengæld var indsatsen og nedlukningen og fokus på afstand og hygiejne effektiv. På kort tid blev virus inddæmmet, og de skræk-scenarier, vi havde set andre steder i Europa, undgik vi effektivt. Alt sammen meget fint.

 

Og hvorfor nævner jeg så alt dette i dag – ud over at smitten så småt er på vej frem igen, – og vi naturligvis skal stramme op og huske afstand og hygiejne og genoverveje nødvendigheden af alle vores aktiviteter?

Jo, der er noget, der har slået mig. Det er som om, at eneste gangbare politiske mønt siden marts har været ”smittetryk”. Jeg siger ikke, at det ikke er vigtigt. Det er det helt bestemt. Men jeg siger, at politik handler om hele samfundets ve og vel.

Og i forhold til menneskelig omgang er smitterisiko heller ikke eneste betydningsfulde faktor. Vi har været i en situation, hvor syge og gamle ikke har kunnet få besøg af familie og venner. Vi bør overveje, om det også er den helt rigtige måde at gøre det på. For menneskelig relation handler om meget andet end risikoen for at blive smittet.

Lad os naturligvis holde afstand, spritte af og tænke os om, men lad os samtidig holde fast i, at menneskelivet ikke ligger i denne ’passen på’ os selv og hinanden. Denne ’passen på’ handler ikke om at leve men vel snarere om at overleve.

Vi skal naturligvis i almindelighed have blik for, hvad der truer livet, men det må ikke betyde, at vi mister blikket på, hvad der får livet til at gro.

Fokuserer vi alene på truslen, kan vi kun gå baglæns. Det er en defensiv tilgang til livet, der vanskeligt skaber udvikling og fremgang.

Fokuserer vi på det, der får livet til at gro, så kan vi gå fremad – også selvom det ind imellem er på trods.

 

Det er som om, vi skal mindes om ikke at ’bygge muren’ i vores ønske om at skabe sikkerhed. De gamle nordboere forstod, at prisen ville være høj, hvis vi gjorde det.

Det er som om Kaalunds sang aldrig har være mere aktuel end nu: ”Jeg elsker den brogede verden – trods al dens nød og strid”. Kaalund minder os hele vejen gennem sangen om, at der er nok, vi kan lade os gå på af. Men at livet ligger i at tage livet på sig og gå ind i det – ikke ved at værne sig imod det.

Og når toneangivende ministre udtaler, at vi skal til at vænne os til at holde afstand til mennesker, vi ikke kender. Så skal vi også huske, at det netop er i mødet med andre mennesker, at livet og eventyret overhovedet kan begynde.

Det andet menneske er langt mere end en risiko for smitte for mig, – det er hele min mulighed for at gribe livet og verden. – For som Steffen Brandt skrev i sangen På Skanderborg Station, som vi lyttede til på efterskolen i 1986:

”På en hvilken som helst station / vil jeg standse og møde nogen / stige på lige i svinget der / hvor historien begynder”.

Steffen Brandt minder os om, at nok er livet risikofyldt, men først og fremmest er det storslået, smukt og fuld af mulighed.

 

Og det vil vi blive ved med at besynge hver eneste morgen her på efterskolen. Også selvom sang for øjeblikket kategoriseres som risikoadfærd!

Vi vil synge om ”dennes morgens mulighed” og om ”at livet det er livet værd – på trods af tvivl og stort besvær…”

 

Og således sendes vi rundt i mytologien, poesien, litteraturen og ikke mindst Højskolesangbogen, hvis vi skal finde stumper og brokker til alligevel at finde eller skabe mening i den mærkelige tid, vi lever i.

 

Tilbage i Opel Ascona’en – den søndag i august 1986, gjorde jeg mig det naturligvis slet ikke klart, hvad det var for en livsbane, jeg var på vej ind på. Men jeg var fuld af forventning – og det var den forventning, som Steffen Brandt fangede med ordene: ”Et sted derude ligger verden / åben og forladt / og venter og venter kun på mig”.

Og nu er det så jer, der skal ud på jeres efterskolerejse – fulde af forventning. Og selvom jeres efterskolerejse bliver med både håndsprit og mundbind, så kan vi kun med Steffen Brandt sige: ”Kys det nu det satans liv”

Velkommen til efterskoleåret 2020/2021 på Efterskolen for Scenekunst.

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne