18. december 2020

Juleafslutning 2020

“Momo lærer om Time-blomsterne, der bestandigt vokser frem – den ene smukkere end den anden – men som tillige må visne inden den næste vokser frem. Og hun forstår, hvordan hun gennem timeblomsterne er forbundet med universet selv. Hun lærer, at “tid er liv, og at livet bor i hjertet””

 

Fredag d.18/12, 2020, holdt vi ganske anderledes juleafslutning på Efterskolen for Scenekunst. Afslutningen, hvor eleverne sang kor og dansede for forældrene blev live-streamet på Coronasikker manér til de ventende forældres der således kunne blive i bilerne og vente på at få deres børn hjem på juleferie.

Et på mange måder specielt men også godt efterår på Efterskolen for Scenekunst blev dermed rundet af, inden forældre og børn kunne drage hjem på juleferie.

 

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i Michael Endes bog ‘MOMO – eller – Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene’.

 

Læs hele talen her.

Juletale 2020

 

I Michael Endes bog ‘MOMO – eller – Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene’, møder vi pigen Momo, der bor alene i et gammelt amfiteater uden for byen. Hverken tid eller sted angives nærmere, og det er der en pointe i. For det kunne være hvor som helst og når som helst.
Momo har en helt særlig evne. Nemlig den at kunne lytte. Nu kan man måske synes, at det kan jo enhver, men det er ikke sandt. Kun ganske få mennesker kan rigtigt lytte. Og Momo er sådan et menneske. Og det er hun, fordi hun tager sig tid. Blot ved at lytte hjælper hun mange mennesker med at løse deres problemer. Folk samler sig derfor om Momo.

Men verden er ved at forandre sig. Nogle uhyggelige og ubehagelige Grå Herrer, der optræder diskret med cigarer, habitter og bowlerhatte, er begyndt at stjæle folks tid. Faktisk lokker de folk til selv at give afkald på deres tid ved at fortælle dem, at de kan spare den op til senere.
Men menneskene får naturligvis ikke den stjålne tid tilbage. I stedet blive de mere og mere fortravlede. De lader sig effektivisere. De arbejder hurtigere. De sætter deres børn i børne-depoter, hvor de sættes til aktiviteter, der kan bibringe dem noget nyttigt. Men børnene mister naturligvis på den måde både glæden, begejstringen og drømmene.
Hvad menneskene heller ikke opdager er, at de ved at spare tid i virkeligheden får et liv, der bliver mere og mere fattigt, ensrettet og koldt.

Momo oplever, at de voksne holder op med at komme ud til hende i amfiteateret. Og selv børnene holder op med at komme. Hun får dog færden af, hvad det er, der er i vejen, og selvom hun er lille, ensom og magtesløs, er der igen anden udvej end at gå i kamp mod De grå Herrer.

Momo får i første omgang hjælp fra sine nære venner, men også de bliver væk, og endelig får Momo hjælp fra en uventet kant, nemlig fra en skildpadde, der så at sige kan tage smuthullerne i tiden, og som leder Momo til Intetsteds-huset i Aldrig-stræde, hvor hun møder Meter Hora.
Her lærer hun om tidens oprindelse og natur. Hun lærer om Time-blomsterne, der bestandigt vokser frem – den ene smukkere end den anden – men som tillige må visne inden den næste vokser frem. Og hun forstår, hvordan hun gennem timeblomsterne er forbundet med universet selv. Hun lærer, at “tid er liv, og at livet bor i hjertet”.
Hun lærer, hvordan den tid, der derfor ikke leves med hjertet, er spildt. Og hun lærer om, hvordan De grå Herrer i virkeligheden intet er i sig selv, men er gjort af den tid, som mennesker spilder. De stjæler menneskers time-blomster og gemmer dem i kæmpe lagre, hvorfra de kan tage bladene og ryge dem i deres cigarer og dermed tære på menneskenes tid.

Og Momo tager som sagt kampen op, og ender med at måtte sætte selve tiden i stå og sit eget liv på spil for at udslette De grå Herrer og bringe tiden tilbage til menneskene.

– o –

Fortællingen om Momo er fantastisk. Der er så mange tankevækkende passager og dybe betragtninger i denne bog. Skarpe iagttagelser af det moderne menneskes liv og tid, og smukke poetiske beskrivelser af livets grundvilkår og uudgrundelighed.
Det er naturligvis nok en børne-bog, men der er rigeligt indhold og stof til eftertanke også for den voksne – og såmænd tillige for den midaldrende læser, der nok også kan trænge til at blive mindet om bogens pointer.
Og bogen er netop fyldt med vigtige pointer om livet og vores væren i verden – med hinanden – i tiden. Og den er det uden nogensinde at blive formanende eller moraliserende.

Fortællingen rummer en klar samtidskritik. Bogen udkom i 1973 og den kritik, der fremføres, er ikke blevet mindre relevant i de efterhånden mange år, der er gået siden da.
Først og fremmest peger Michael Ende på en tendens i tiden, der handler om effektivisering. Tiden skal udnyttes optimalt. Vi skal nå mere på mindre tid. Vi skal LEAN’e, optimere osv. Og jo mere tid, vi sparer, jo mindre tid oplever vi, at vi har.
Michael Ende taler i modsætning hertil om at være nærværende i nuet. Det handler ikke bare om at mærke, hvad man har lyst til – og på den måde leve i nuet. Nej, det kan såmænd meget vel handle om at gøre sin pligt. Det handler simpelthen om at være tilstede i det nærværende.

I historien lader Michael Ende figuren Beppo Gadefejer udtrykke det på denne skønne manér:
“Ser du, Momo,” (…) “det er jo sådan: Mange gange har man en lang gade foran sig. Man tænker, det er da frygtelig, så lang den er; det klarer jeg aldrig, tænker man.” (…)
“Og så begynder man at skynde sig. Og man skynder sig mere og mere. Hver gang man kigger op, synes man at der stadig er lige meget tilbage. Man anstrenger sig endnu mere, man bliver nervøs, og til sidst er man helt forpustet og kan næsten ikke mere. Og gaden ligger stadig og venter på én. Sådan skal man ikke gøre.” (…) “Man skal aldrig tænke på hele gaden på en gang, forstår du? Man skal kun tænke på næste skridt, på næste åndedrag, på næste fejestrøg. Hele tiden kun det næste.” (…) “Så får man glæde af det; det er vigtigt; så gør man sit arbejde godt. Og sådan skal det være.” (…)
“Så opdager man lige pludselig, at man skridt for skridt er blevet færdig med hele gaden. Man har slet ikke lagt mærke til hvordan, og man har slet ikke tabt pusten.”

Eksemplerne i bogen på de mange fænomener og forhold, der trækker os væk fra nærværet, som gør os fortravlede og materialistiske, er mange og stærke. Man bliver gang på gang opmærksom på helt banale forhold, som man i sin egen fortravlethed måske næsten havde glemt.
Vi får et skønt eksempel, hvor Momo får en dukke. Den kan godt nok kun en ting, men den kan til gengæld få ejeren til at ønske sig mere og flere ting. Man vil have mere og mere.
Momo gennemskuer setuppet. Det er De grå Herrer, der vil have børn og voksne til at fokusere på det materielle og ikke på det vigtige – nemlig legen. Derved vil de få frit spil.

Jeg kan ikke lade være med at dele en episode, som vi oplevede hjemme hos os i dette efterår: Vores lille datter havde fået – lad os nu bare være ærlige og sige – endnu en dukke til sin samling. Hun legede kortvarigt med den nye beboer, men resten af eftermiddagen legede hun med papkassen, som dukken var kommet i.
Først var papkassen en flyvemaskine, så en hule, – og da hun fik lavet huller til hoved og arme, gik hun rundt og var en robot. Dukken kunne kun en ting, hvor papkassen kunne være alt muligt. Papkassen kunne i langt højere grad end dukken inspirere og appellere til fantasien, begejstringen og drømmene.

– Børn har ikke brug for legetøj men noget og nogen at lege med…

Et andet og måske næsten mere skræmmende billede, vi får i bogen, er billedet af de nævnte børne-depoter. Børnene, der almindeligvist kunne lege frit, bliver nu afleveret på disse børnedepoter, for at forældrene kan arbejde mere effektivt og spare endnu mere tid.
På disse børnedepoter bliver børnenes aktiviteter sat i system, så børnene får noget nyttigt ud af aktiviteterne. Den frie leg elimineres til fordel for aktiviteter, der kan sikre en målrettet og nyttig udvikling af børnene. At de derved mister både fantasien, glæden, begejstringen og drømmende bliver et kalkuleret tab. Disse ting er alligevel unyttige og kan ikke måles.

At Michael Ende på den måde allerede i de tidligere ’70’ere har blik for, hvad der kun er forstærket siden da, er ganske tankevækkende. Når vi f.eks. ser på folkeskolens formål, så er dette netop ændret i den nævnte retning.

Tidligere lød det i formålet blandt andet således:

”Folkeskolens formål er i samarbejde med forældrene at fremme elevernes tilegnelse af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der medvirker til den enkelte elevs alsidige personlige udvikling”.

Nu hedder det i stedet:

”Folkeskolen skal i samarbejde med forældrene give eleverne kundskaber og færdigheder, der forbereder dem til videre uddannelse og giver dem lyst til at lære mere”.

På overfladen jo blot en ændring af ord, men læser man det langsom og højt for sig selv, står det klart, at ændringen er afgørende.
I den tidligere formulering var eleven den aktive part, der skulle støttes i sin tilegnelse af kundskaber, nu skal barnet modtage kundskaber fra skolen og forældre. Målet er også forskudt fra elevens almene personlige udvikling til forberedelse til uddannelse.
Skolens mål er ikke længere barnet selv – men det at sikre barnets videre færd gennem uddannelsessystemet og ultimativt sikre, at barnet kommer til at bidrage til det store samfundsøkonomiske maskineri.
Og så skal barnet ikke længere lære noget bestemt, man kunne opfatte som vigtigt, nej, det skal bibringes lyst til at lære mere. Det er nu selve læringen, der bliver målet, og ikke indholdet eller den almene personlige udvikling – ja, man kunne fristes til at sige dannelse, som denne læring måtte kunne føre til.

Nej, vi skal lære mere… Livslang læring.

Hamsterjulet skal køre!

Evighedsmaskinen er målet.

 

Billedet af De grå Herrer er et forrygende fortællegreb. Pointen er, at ingen lægger mærke til dem. Det er som om, de ikke har været der, når de går igen, – men de er vældigt overbevisende i deres retorik. De får fremstillet deres pointer som selvfølger, vi allesammen bliver nødt til at acceptere – og dermed følge.
Næsten som når politikere siger: “Vi skal jo gøre det mere effektivt”. Det lille “jo” får det hele til at glide ned. Uden diskussion.
I en periode talte nogle politikere simpelthen om ‘nødvendighedens politik’ – som om, der slet ikke var noget at diskutere. Vækstlogikkens uigendrivelige logik bliver en understrøm, der er som en indiskutabel præmis for al samfundsliv.
Vi ender i en oppositionsløs virkelighed, hvor man bliver stemplet som forstokket reaktionær, hvis man nævner dannelse som skolens mål – i hvert fald som andet end et tyndt lag fernis ovenpå samfundskrav om læring, effektivitet og uddannelsesparathed.
Og man ender med at blive kategoriseret som revolutionsromantiker, hvis man tillader sig at hæve røsten, hvis først erhvervslivsargumentet er ført til torvs.
Den aktive, kritiske, reflekterede og dannede borger i det liberale demokrati skal helst skiftes ud med konkurencestatens beredvillige soldat.

Jo, der er god grund til at læse Momo – også i 2020.

Og hvad er så Michael Endes alternativ, hvis der er tale om et sådan?
Jo først og fremmest kommer beskrivelserne jo netop i en poetisk form, og man må derfor selv overveje deres relevans, – som jeg netop har gjort ovenfor. Disse overvejelser må derfor stå for min regning og ikke Michael Endes.
Dernæst bliver Michael Endes svar, for så vidt, der er tale om et sådan, ligeså poetisk som diagnosen. Det er dermed – ligesom samfundskritikken – åben for fortolkning. Derfor bliver bogen netop aldrig moraliserende eller propagandistisk.
Men hvis der er et svar i bogen, så ligger det måske i den formulering, der går igen flere gange, nemlig: “Liv er tid, og tid bor i hjertet”.

Det er således kun den tid, der leves med hjertet, der virkelig leves.

Momo indser sandheden i udsagnet, da Mester Hora tager hende med til det sted, hvor timeblomsterne vokser – den ene smukkere end den anden. Blomsterne repræsenterer de enkelte øjeblikke i hendes liv. Og Momo erkender, hvilken uendelig smuk dybde, der ligger som mulighed i hvert af disse øjeblikke. En mulighed, der kan fortabes for evigt, hvis ikke de gribes.
Det er dette, De grå Herrer har opdaget. De stjæler timeblomsterne fra menneskene ved at lokke deres fokus væk fra det vigtige. De omdanner blomsterne til cigarer, som de uafladeligt må ryge på for at holde sig i live. De grå Herrer er således intet i sig selv, men lever som en art parasitter på menneskene ved at aflede menneskenes opmærksomhed fra øjeblikket og nærværet i det nærværende.
Momo opdager tillige, at hun gennem timeblomsterne er forbundet med universet selv. At tid og liv er ét og det samme, og at det kommer flydende imod hende udefra. Mennesket er derfor ikke frit svævende, men forbundet med verden. Blomsterne gives nemlig til hende. Dem skylder hun ikke sig selv.

Det, Momo med andre ord opdager, er, at man i en langt dybere forstand kan spilde sin tid og altså sit liv. – Og her er der ikke tale om at spilde den, sådan som De grå Herrer taler om. Her er der tale om i egentlig forstand at forspilde og fortabe sit liv ved ikke leve det med nærvær.

– o –

Og hvorfor så denne snak om Momo og tid og liv og samfundskritik, politiske fortrædeligheder, timeblomster og fortabelse af liv?

Nu er det jo snart jul! Og det skulle jo gerne være lidt hyggeligt!

Har det alt sammen overhovedet noget med jul at gøre?

Ja, det synes jeg faktisk, det har.

Historien om barnet i krybben, er historien om guden, der vælger at abdicere – at træde ned fra tronen for at møde menneskene i øjenhøjde – i virkeligheden. Guden, der giver afkald på at være magt-gud for i magtesløshed at møde menneskene.
Det er en historie om et ganske særligt menneske, der altid talte kærlighedens og nærværets sag – og levede dette budskab.
En historie, som peger på, at meningen med livet ikke ligger i det fjerne – eller i alt det, vi kan eje og opnå, men altid ligger i det nærværende og i nærværet, – at meningen altid ligger i forholdet til det andet menneske. At tilværelsens dyb og uudgrundelighed derfor altid er ganske tæt på; i det lille barn, i den elskedes øjne – og i det andet menneskes hjælpende hånd.
En historie, der peger på at nærværet er meningen.

Budskabet er, at livet og tiden gives os som en gave og en opgave. Og budskabet er, at kun ved at være nærværende i det nærværende, pakker vi denne gave retteligt ud. Øjeblikkets mulighed fortabes, hvis ikke den gribes.
Og dette budskab kan man jo vælge at abonnere på, hvad enten man opfatter sig selv som troende eller ej.

Og så kan det godt være, at julen pakkes ind i uanede mængder af julemad, flitterstads og gaver. Og det kan godt være, at juletiden bliver forjaget, og at vi kommer til at lytte lidt for meget til De grå Herres hvisken om de materielle goder.
Men lad det dog alligevel være mit håb, at vi alle her i julen husker at være nærværende i det nærværende, at vi griber øjeblikkene og gemmer dem i vores hjerter, som Maria gjorde det den første jul.
Lad os huske, at tiden ikke bare er kort, den er også dyb – eller høj, som Benny Andersen siger et sted, og dette ses som bekendt kun med hjertet. Og det er jo netop der, timeblomsterne gror.

For “Liv er tid, og tid bor i hjertet”!

 

Glædelig jul!

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne