18. juni 2020 - 24. juni 2020

EFS – Live on Screen!

Afsluttende sceneproduktioner 19/20

livestreames på Facebook fra d.18/6 til d.24/6.

 

Linjefagene Teater, Musik, Dans og Film viser resultaterne af deres afsluttende sceneproduktioner i skoleåret 19/20.

Linjefagene har arbejde de sidste 14 dage med hele seks forskellige produktioner. Tre teaterproduktioner, en musikkoncert, en filmpræsentation og en dansefilm. – Resultaterne streames live på Efterskolen for Scenekunsts Facebookside fra d.18/6 til d.24/6.

Mandag d.16/3 skulle vi på Efterskolen for Scenekunst have startet på Sceneproduktion 3, hvor linjefagene hver for sig skulle arbejde frem mod en offentlig visning d.27/3 og en forældredag d.28/3. En Corona-nedlukning af Danmark kom dog i vejen, og i stedet måtte eleverne tage hjem og være på virtuel efterskole i ni uger.

Efter efterskolernes genåbning d.18/5 har vi på Efterskolen på Scenekunst brugt tid på at færdiggøre det skolefaglige forløb. Torsdag d.4/6 var vi så klar til endnu engang at kaste os over det scenekunstneriske. Denne gang med en ny præmis: Alle produktioner skulle kunne streames live til forældre og alle andre interesserede.

Dette bliver til en veritabel digital scenekunstnerisk festival, hvor vi hver aften i en uge vil livestreame en ny forestilling på skolens Facebookside. Alle kan således følge med og se den eller de forestillinger, man måtte have lyst til. Der er tale om tre filmede teaterforestillinger, en livekoncert, en dansefilm og et filmprojekt. Alle kan ses live på skolens facebookside, som har adressen: https://www.facebook.com/efterskolenforscenekunst.

Nedenfor ses programmet for livestreamingerne og efterfølgende findes beskrivelserne af de enkelte forestillinger:

 

PROGRAM:

Torsdag d.18/6 kl.20.00: Musiklinjen – Koncert

Fredag d.19/6 kl.20.00: Filmlinjen – “Afstand”

Lørdag d.20/6 kl.20.00: Teaterlinjen – “Familien Findes?”

Søndag d.21/6 kl.20.00: Danselinjen – “Fri af tid og Rum”

Mandag d.22/6 kl.20.00: Teaterlinjen – “Øen”

Onsdag d.24/6 kl.20.00: Teaterlinjen – “Hvad ser du nu?”

 

Musiklinjen – Koncert

Musiklinjen på Efterskolen for Scenekunst laver et brag af en koncert. Koncerten består af numre som eleverne har valgt og været med til at arrangere. Numrene er en skøn blanding af klassikere og noget mere ukendte numre. Du kan glæde dig til en times koncert med to hold, der vil give sig 100%.

 

Filmlinjen – “Afstand”

“Afstand” er en visuel og performativ forestilling, der gennem lyd, lys, levende billeder og performance tager udgangspunkt i nogle af de følelser og problemstillinger, som gør sig gældende når mennesker befinder sig i krisesituationer: Hvad sker der når mennesker befinder sig i en krise (hvad end det er en global sundhedskrise, en naturkatastrofe eller noget helt tredje)? Og hvad sker der når hverdagen pludselig bliver forandret af frygt og kaos? Når mennesker pludselig bliver skilt fra hinanden kan afstanden skabe både ensomhed og misforståelser.

 

Teaterlinjen – “Familien Findes?”

Skilsmisseraterne er skyhøje og familien er i opløsning. Heldigvis bestemmer vi selv reglerne i teaterrummet, så vi inviterer til vaskeægte familiehygge. Kom og få svar på de store spørgsmål om, hvordan man vælger den rigtige toiletkumme, hvad man gør, når ens datter pludselig springer ud som nynazist, og om der faktisk er grænser for, hvad man kan lave med mos.

 

Danselinjen – “Fri af Tid og Rum”

I denne produktion arbejder vi med dans set gennem et kameras øje og undersøger nogle af de muligheder der opstår, når vi ikke er bundet til tid og rum. Vi drømmer os langt væk og kommer helt tæt på.

 

Teaterlinjen – “Øen”

”Øen” er en poetisk og rørende forestilling inspireret af virkelige kvinders skæbne. Efter at være blevet erklæret åndssvage eller løsagtige, blev kvinderne steriliseret og gemt væk på Sprogø langt ude i Storebælt. Et mørkt kapitel i vores Danmarkshistorie.

Forestillingen er en delvist remediering af podcasten ”Karoline Journal 5305” fra Politiken, samt inspireret af romanen ”Skygger fra Sprogø” af Vibeke Marx, podcasten: ”Det de andre ser” fra DR, samt andet research materiale. Der vil være musik af Zenobia sangen: ”Sprogø”

 

Teaterlinjen – “Hvad ser du nu?”

I forestillingen ”Hvad ser du nu?” kommer ubetydelighed i fokus. Er der noget, der er værd at se og høre om? Hvad er værdien af et navn? Er vi bare små væsener på en klode i en galakse, i et univers fyldt med et uendeligt antal galakser? Er der værdi i at tjene en funktion? Og er det i så fald meningen med livet? Er der skønhed at spore i et ikke bemærkelsesværdigt liv? Hvem bestemmer i øvrigt hvad, der er bemærkelsesværdigt? Og kan det ikke være lige meget? Har I ikke alligevel glemt stykket om en måneds tid? Ingen eksisterer jo med vilje, ingen hører til noget sted, og vi skal alle sammen dø. Hjulene drejer, så skal vi ikke bare se fjernsyn?

Besøg os

Har du fået lyst til at se nærmere på skolen, er du velkommen booke et besøg her. Vi glæder os til at møde dig. Hvis du er i tvivl om noget kan du altid ringe på 4161 8485 eller skrive til os: info@efterskolenforscenekunst.dk.

Eleverne hygger sig
Oplev scenekunst med eleverne