Ny Elev Dag 2025

Lørdag d. d. 17/5, 2025, var der Ny Elev Dag på Efterskolen for Scenekunst. Elevholdet 25/26 besøgte skolen og fik løftet lidt af sløret for, hvad de kan forvente sig af det kommende skoleår.

Arrangementet begyndte med fællessang. Herefter optrådte de nuværende elever med kor. Derefter var der tale ved forstander Anders Iburg Andersen, inden alle de kommende elever skulle ud og lave forskellige aktiviteter sammen og på linjefagene. Forældrene fik i mellemtiden en god snak om det at være forældre til et barn på efterskole.

Forstander Anders Iburg Andersen talte med udgangspunkt i historien om drengen, Emil von Holstein-Rathlou fra Odder.

Tale ved Ny elev dag, 2025

Historien om Emil von Holstein-Rathlou

Af: Anders Iburg Andersen

Der var engang en dreng, som boede på en gård i en lille by syd for Malling. Byen hed Odder – og ja, det hedder den såmænd endnu. Drengen på gården hed Emil, og nu skal du få en lille historie om Emil fra Odder.

Emil blev født i 1849 – det år, da Danmark fik sin Junigrundlov, som skulle ændre så mange ting i Odder og ikke mindst i hele Danmark.

Emils liv blev på mange måder meget forskelligt fra andre drenge på den tid, for Emil havde et særligt navn. Han hed Emil von Holstein-Rathlou, og den gård, han var født og boede på, hed Rathlousdal. Som du måske kan fornemme, var det en meget stor gård – ja, så stor, at det var et gods, som hans familie havde ejet siden 1750’erne.

Livet var godt for Emil på gården. Der var altid mange gæster, og nogle af dem havde også børn med. Det fortælles, at børnene ved middagstid hver dag blev spurgt, om de ville på ridetur, sejltur i robåd på søerne eller vise gæsterne steder i parken, som var særligt spændende.

Når det blev efterår, mødtes godsejere og fine folk til efterårsjagt på gårdens jorde. Så var der gang i jagthorn og drillerier blandt jægerne. Når byttet var blevet hædret, var der store jagtmiddage med ualmindelig god stemning.

Jo, det var næsten eventyrligt, som det gik på gården i Odder – men som tiden gik, begyndte det nu at kede Emil en smule.

Emil gik ikke i skole i Odder, men blev undervist hjemme af en huslærer, som fine børn jo blev, og måske derfor savnede Emil venner, som man jo nogle gange kan få i skolen.

Han trængte til nye udfordringer – ja, han følte ligesom, han var vokset ud af Odder og den store gård. Emils far kunne godt se, der skulle ske noget nyt, så da Emil fyldte 13 år og jo næsten var voksen, blev han sendt i en rigtig skole på Sjælland.

Her fik han en god ven, Martin Nyrup, som blev en livsven for vores Emil.

Emil og Martin var ikke ret gode til at gå i skole, og efter nogle år blev Martin smidt ud af skolen, og få år efter afsluttede Emil også. Det der med skolelærdom var ikke rigtig noget for et par virksomme unge drenge.

Martin blev senere en stor arkitekt, som tegnede Københavns Rådhus og filmlokalerne på Efterskolen for Scenekunst, og Emil... ja, han tog hjem til Odder.

Og sådan kunne det jo være endt, at Emil kom hjem for at overtage det fædrene gods, men det var Emil slet ikke klar til. Der var eventyr i Emil, og han følte en stærk trang til at opdage verden og se mere end Odder og Sjælland.

Emil kunne rigtig godt lide at sejle – ja, det var jo startet med robåde, men efterhånden var Emil blevet en rigtig udmærket sejler. Så da Emil blev 18 år, købte han sig en sejlbåd, og det var ikke en hvilken som helst sejlbåd. Båden blev døbt Echo og var en skude bygget af den bedste bådebygger i Danmark. Den var så stor, at Emil havde besætning på skibet – altså folk, som kunne hjælpe ham med at sejle den, og så begyndte Emil for alvor at øve sig på sejlads med store træskibe.

Lidt senere blev Echo udskiftet med et nyt og endnu større sejlskib, som også hed Echo. Næsten 20 meter langt var det og med plads til ejer og besætning ombord. Endelig var Emil klar til det store eventyr – nu skulle han opdage særligt spændende steder ude i verden og ikke kun i parken på Rathlousdal. Han ville helt ned til det lune Middelhav og opleve den antikke verden og ikke mindst se, hvor hans store forbilleder, de danske vikinger, havde været. Emil anlagde starten på et vikingeskæg, som igennem hans liv voksede til en kæmpe tvedelt manke. Jo, nu var den unge viking fra Odder klar til afgang.

Han hyrede den bedste besætning, han kunne få, og iklædte dem alle blå uniformer med skibets navn broderet på.

Med sig tog han desuden fire venner, og så var der afgang. Tirsdag d. 22. juni 1874 startede togtet fra København, hvor Emil og venner fik sagt farvel til vigtige folk i hovedstaden. Kokken havde fyldt fadeburene med godter, sejlene var nye og fine, og der var rigtig god stemning ombord.

Vejret var godt, da de sejlede syd over, gennem Ejderkanalen og ud i Nordsøen – det, som du sikkert kender som Vesterhavet.

Måske var Emil lidt for spændt – masser af tanker og måske en enkelt bekymring.

Emil fik mavepine og var i svært dårligt humør, og tilmed blev det dårligt vejr – ja, det blev faktisk storm. De måtte kæmpe hårdt på skibet for at få tilpasset sejlføringen, så Echo kom i balance med elementerne.

Store Nordsø-bølger brød ind over Echo, og stormen tog til. Godt våde og forkomne søgte Echo og besætning nødhavn i Calais, som ligger i Frankrig ud til den engelske kanal.

Efter Calais blev det til Plymouth, hvor de besøgte en fornem jarl, så tilbage til Portugal, Marokko, Gibraltar, Malaga, Barcelona for at ende i Marseille.

Her skulle der friske forsyninger ombord, blandt andet smør fra Rathlousdal, som var blevet fragtet helt til Sydfrankrig.

Nu forsatte turen rundt til alle de lande, som støder op til Middelhavets blå bølger, og jeg skal her undlade en fuld rejsebeskrivelse. Blot skal nævnes spillekasino i Monte Carlo, storbyen Rom med dens antikke skønhed, samt bestige og besejre den mægtige vulkan Vesuv. Også pyramiderne i Ægypten blev besøgt, og efter rigtig mange dage med grimt uvejr og store bølger, som kastede Echo rundt, ankom skibet i starten af december til Piræus, som er Athens havneby.

Her besøgte Emil og vennerne det græske kongepar og blev hyldet, fejret og bespist i mange uger. Den græske konge var født i Danmark, og han nød at snakke dansk og lade sig underholde med nyt fra det gamle land.

Jo, der blev hygget, snakket og fortalt historier de dage på det græske kongeslot.

Efter Athen blev det Konstantinopel, hvor Emil mødte en smuk kvinde, datter af en berømt malerinde, men den historie må I få en anden gang.

Nu begyndte den lange tur hjem – lastrummet var fyldt med oplevelser og hænderne mærket af hårde dage med storm, ansigtskuløren af lige så mange dage med sol og godt vejr.

Det var et erfarent mandskab, som nu satte kursen mod havnen i Hou.

En junidag i 1875 ankom skibet så efter et år på togt, og det gik ikke ubemærket hen i Hou. Der var stor velkomst og stormende hyldest til de modige verdenssejlere, som havde overlevet og besejret vindstille og storm.

Alle fortalte de om fornemme mennesker i fremmede lande, anderledes skikke og kulturer, imponerende fortidslevn og store vulkaner.

Det blev sent den aften, før Emil endelig kunne åbne døren til Rathlousdal og indtage sit første måltid der i et år.

Den dag vi fødes, indledes et livslangt eventyr fuld af udfordringer og sejre. Jeres forældre husker sikkert de første forståelige ord eller første usikre skridt i tog og har sikkert underholdt familie og arbejdsplads med fortællinger om jer og jeres bedrifter.

I selv har sikkert hujet over pludselig at kunne cykle uden nogen holdt ved, og tudet, når I alligevel faldt.

Hver alder har sine sejre og nederlag – af dem må vi lære for at kunne komme videre.

I de klassiske eventyr rejser helten afsted for at se sig om i verden og blive lidt klogere på det hele og ikke mindst sig selv. I dag vil vi vel kalde det for en dannelsesrejse, og det var faktisk, hvad man dyrkede blandt de velstillede på Emils tid.

Mødet med andre folk og kulturer, med kunsten, maden, musikken osv. Her fandt man inspiration, som blev hjembragt og omformet til det Danmark, vi kender i dag.

Når I nu starter på Efterskolen for Scenekunst om et par måneder, så skal jeres eventyrlige rejse, som startede, da I blev født, fortsætte sammen med en hel gruppe af andre unge.

Ligesom Emil vil I pakke rejsetasken og slippe fortøjningerne for en stund. Måske I kan genkende Emils spænding ved at skulle afsted – en spænding, som måske også vil sætte en lille bekymring i maven på jer, når I skal afsted. At rejse ud på eventyr er jo at sige goddag til det ukendte.

Ligesom Emil vil jeres rejse vare næsten et år, og her vil I møde andre unge, som vil komme til at betyde noget for jer.

I vil, ligesom Emil, opleve gode dage med medvind, og der vil også komme dage, hvor en storm kan tvinge jer til at mindske sejlføringen og måske søge nødhavn.

På et sejlskib må man sætte sig selv i spil – man kan ikke blot kigge på. Alle må hjælpe sig selv og hinanden. På den måde bliver det fælles en kæmpe styrke. Fællesskabet på en sejlbåd er bydende nødvendigt for at løfte en fælles opgave.

På efterskolen er fællesskab ikke et fag – det er noget, som opstår, når vi sammen oplever, forundres og udfordres. Når man sammen søger et svar eller løser udfordringer. Det gælder i dagligdagen, når der skal gøres rent, og der skal laves mad til hele besætningen. Eller når en undervisningstime giver mening og måske fylder jer med lyst til at vide mere. Når tæppet går for en forestilling, som I har arbejdet på at få færdig, eller når I en hverdagsaften optræder for hinanden.

De elever, som går på efterskolen nu, ved, at der er dage med bølgegang, men også blide dage i løbet af de måneder, de har gået her. Det kan virke, som er det flere år siden, de startede, og samtidig er de lige kommet.

Da Emil en forårsdag for 150 år siden besluttede at vende skuden mod Danmark, har han sikkert følt det samme.

Han var fyldt med oplevelser og indtryk – sammen havde de besejret udfordringen at bringe skibet sikkert rundt i det varme Middelhav.

Oplevelserne må have sat sig i dem alle på det gode skib Echo – oplevelser, som sikkert kom til at forandre dem.

Når man starter her på efterskolen, skriver man et brev til sig selv. Et brev, som måske fortæller om de drømme og håb, man kan have til efterskoleåret. Brevet bliver gemt væk, og når året er ved at være slut, åbnes brevet igen. Det er ofte ret underligt at genlæse brevet, og mange har igennem tiden haft næsten svært ved at genkende sig selv fra dengang, de ankom til efterskolen.

Et år på efterskole udvikler og forandrer, og når efterskoleåret er omme, er man ikke helt den samme som da man kom. På vores efterskole siger vi, at ”her er vi forskellige, sammen”. Det betyder også, at vi udvikler os forskelligt – slutmålet er ikke at blive ens og gå i takt, men at I bliver flyttet og styrket i det potentiale, I alle rummer. At I alle har fået nye erfaringer, som I kan bruge og bringe videre i jeres livs eventyr.

Vi kan ikke tilbyde jer besøg hos konger og dronninger, og I kommer heller ikke til at bestige vulkaner og pyramider. Derimod er jeg sikker på, at I vil få masser af andre udfordringer og oplevelser, som også er mere anvendelige for jer, og som I kan få glæde af i lang tid.

Man skal give sig tid til at øve sig, når man starter på efterskole, for det hele falder ikke på plads den første dag.

Tryghed og venskaber kommer efterhånden, som I sammen klarer jeres eventyrlige rejse, og en forårsdag i 2026, når I så småt kan se enden på denne rejse, så vil jeres nu barkede hænder og vejrbidte ansigter fortælle, at I nu er fuldbefarne efterskoleelever.

Velkommen til et eventyrligt år – besætningen på Efterskolen for Scenekunst glæder sig til at se jer påmønstre til august.