Ny Elev Dag 2024

Lørdag d. d. 27/4, 2024, var der Ny Elev Dag på Efterskolen for Scenekunst. Elevholdet 24/25 besøgte skolen og fik løftet lidt af sløret for, hvad de kan forvente sig af det kommende skoleår.

Arrangementet begyndte med fællessang. Herefter optrådte de nuværende elever med kor. Derefter var der tale ved forstander Heine Boe, inden alle de kommende elever skulle ud og lave forskellige aktiviteter sammen og på linjefagene. Forældrene fik i mellemtiden en god snak om det at være forældre til et barn på efterskole.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i Benny Andersens sang "Hilsen til forårssolen”.

Tale ved Ny elev dag, 2024

HILSEN TIL FORÅRSSOLEN

Af: Heine Boe

Tag da kun min sidste spinkle mønt

Livet sol er min den sidste del af livet

For som solfanger er jeg nu begyndt

At forstå at alt og intet er os givet

Og en gang går solen sin runde uden mig

Men når for solen skinner

lever jeg

Sådan lyder sidste vers i denne skønne sang af Benny Andersen: Hilsen til forårssolen.

Det er en fantastisk sang, som har haft betydning for mig helt tilbage, fra jeg mødte den første gang i min gymnasietid. En sang som er skrevet i starten af 80’erne, men som midt i 80’erne, da jeg var på efterskole, endnu ikke for alvor var blevet en del af den folkelige sang. Så jeg mødte den ikke under mit eget efterskoleophold men først, da jeg kom i gymnasiet.

På gymnasiet havde jeg nemlig en lærer til religion, der greb sin undervisning ganske anderledes and, end de fleste af mine andre lærere. De andre lærere var fokuseret på, at der var ting i faget, vi skulle vide og forstå, modeller og analyser og så videre. Men min religionslærer var ganske anderledes. Ja, jeg tænkte ofte, at han måske snarere skulle have været højskolelærer end gymnasielærer. Det han præsenterede for os blev altid til grundlag for overvejelse og samtale. Det blev til oplysning af det fælles liv. Det blev til alle de ting, vi forbinder med højskole og efterskole.

Og en dag præsenterede han denne sang for os. Op af sit net tog han en LP-plade med Benny Andersen og Povl Dissing og lagde den på pladespilleren i klassen - og afspillede lige netop denne sang for os. For derefter at åbne samtalen med os om, hvad denne sang mon kunne handle om.

Og sangen kom til at betyde enormt meget for mig, og efterfølgende kom jeg til at have den som fast del af mit repertoire i såvel undervisning som morgen- og aftensamlinger gennem et langt liv i efterskolen.

Det er en sang, der tager fat i nogle af de allerstørste spørgsmål i tilværelsen og gør det i poesiens form. Og der har poesien jo en klar styrke. Det er det sidste vers, jeg vil opholde mig ved. Der er nok at sige om de andre vers også, men det sidste vers er ganske særligt, fordi man her får et indblik i, hvad der helt grundlæggende er Benny Andersens livsforståelse.

Han skriver i dette vers denne skønne linje: Og som solfanger er jeg nu begyndt at forstå… og så kommer resten. Han opfatter altså sig selv og os som mennesker som solfangere. Det jo et fantastisk billede, og poetisk er det enormt stærkt. For hvad er pointen? Jo, en solfanger suger jo netop varmen og livet til sig fra den sol som skinner på os, og her er man ligefrem solfanger i forhold til ”Livets sol”. Solen bliver dermed billedet ’livet selv’, og det bliver klart, at livet og lyset kommer til os udefra. Livet er ikke noget vi selv præsterer eller skaber. Vi tager imod - som solfangere.

Stort set alle de morgensange, vi synger, har jo lige præcis det perspektiv eller den pointe; at livet kommer til os udefra ligesom som lyset, og at morgenen bliver et poetisk billede på det, at vi hver dag har mulighed for at gribe livet på ny som en ny mulighed.

Det er klart, at det at livet er noget, der kommer til os udefra, er noget man kan forholde sig til på mange måder.

For nogle bliver det en religiøs pointe.

For andre bliver det en poetisk pointe, der handler om tilværelsens dyb og livets uudgrundelighed.

Og for endnu andre bliver det mere til et åbent spørgsmål om, hvad det er for et liv, der strømmer os i møde, og hvor det strømmer fra.

Jeg selv er meget begejstret for en lille linje i Susanne Brøggers skønne morgensang, ”Lyset springer pluds’lig ud”, hvor hun skriver: ”og tak til ukendt giver!” Det er en stærk måde at sige det her med, at vi som mennesker oplever, at livet er større end os selv, og at livet kommer til os udefra.

Men Benny Andersens sang fortsætter jo efter det med solfangeren. Det lyder: ”For som solfanger er jeg nu begyndt at forstå at Alt og Intet er os givet.”

’At Alt og Intet er os givet’ er jo et paradoks. Hvordan kan både Alt og Intet være os givet på samme tid? Og Alt og Intet er ovenikøbet skrevet med stort begyndelsesbogstav.

At Alt er givet os, ligger i forlængelse af det som vi snakkede om før; nemlig at livet strømmer til os udefra. Det er en erkendelse, man må gøre sig som menneske; at intet i mit liv skylder jeg mig selv. Søren Kierkegaard har en bemærkning i ”Enten Eller”, hvor han lakonisk lad sin figur sige: ”Ingen spørger hvornår vi vil ind og hvornår vi vil ud”. Livet er der bare pludseligt, og det er et liv som vi bliver smidt ind i, og alt det, vi er, og det som kommer til os, er noget som vi ikke selv har skabt.

Men der er en pointe mere. Og det er, at det ’Alt’, der er givet os, i en forstand bliver mennesket anskuet ’bagud’. Menneskets ’Alt’ er er sådan som mennesket må se sig selv her og nu, når det ser tilbage, alt det som nu ikke kan være anderledes.

Men hvordan kan jeg så samtidig være givet et Intet?

Jo det er fordi, vi som mennesker vender os om og kigger fremad. I det øjeblik vi står og kigger fremad, ser vi vores liv som uafgjort. Og idet man opdager, at livet set fremad ikke bare er noget, der er givet mig fikst og færdigt, men snarere er givet som en opgave og en mulighed, da ser man sit Intet.

Livet er givet som en mulighed, en opgave, som jeg er nødt til at samle op og tage på mig. Ellers bliver intet til noget. Jeg er så at sige nødt til at gøre det virkeligt. Jeg er nødt til at tage imod og virkeliggøre det liv, der gives mig. Jeg er nødt til at træffe de beslutninger og valg, der kræves af mig. Jeg må beslutte mig for, hvad der er vigtigt og værdifuldt og virkeliggøre de værdier, som jeg mener er rigtige.

Så set fremad er livet mulighed. Set bagud er det nødvendighed.

Set bagud er Alt blevet givet os. Set fremad, Intet.

Og pointen er, at menneskets frihed lige præcis ligger udspændt imellem de to.

Men i friheden ligger også muligheden for at fare vild.

Når vi ser fremad og ser på vores mulighed, kan vi nemt fare vild, hvis vi ikke har vores nødvendighed med, altså alt det som vi er, og som ikke kan være anderledes.

Og kigger vi tilbage og kun kan se alt det, vi allerede er, kan vi også nemt fare vild, hvis vi ikke også kan se vores mulighed og frihed.

Når vi kigger fremad, kan vi tænke: Jeg kunne det, og jeg kunne det, men intet bliver til noget. Jeg får ikke valgt mellem alle mulighederne, for det ville kræve fravalg og det er jo netop det vanskelige.

Det er muligheden, vi holder fast i, - og farer vild i.

På samme måde kan vi, når vi kigger tilbage, tænke: Det er også bare fordi, og det er også bare fordi, - og så tænker vi på alle de ting i vores fortid, som vi synes, vi kan skylde al vores ulykke på. Og så ser vi slet ikke muligheden og friheden - men kun vores egen begrænsning.

Det er nødvendigheden, vi farer vild i.

Men i virkeligheden så er det lige præcis i dette øjeblik - lige nu, at jeg kan gribe og tage imod det liv, der er mit.

Det er lige nu, jeg kan træffe min beslutning, om hvorvidt jeg vil det ene eller det andet: Om jeg vil være det menneske, der følger strømmen, eller det menneske, der stiller sig op og siger, hvad jeg tænker, om jeg vil være det menneske som bare kræver mit eget eller som forsøger at virkeliggøre det fælles bedste, - om jeg vil være egoistisk, eller om jeg vil være næstekærlig.

Det er beslutninger, jeg træffer lige nu, og den frihed har vi kun, fordi vi er udspændt imellem de to: Vores fortid og fremtid, vores nødvendighed og mulighed, - imellem Alt og Intet.

Og så slutter verset: ”Og en gang går solen sin runde uden mig, men når forårssolen skinner lever jeg”. Og dermed vender han tilbage til sit udgangspunkt - at alt til syvende og sidst kommer udefra og at livet strømmer til os udefra, og vi er nødt til at tage imod, og altså tage imod på en måde, hvor vi selv virkeliggør det, der vores mulighed. Så længe vi kan.

Det er noget af det, som denne sang handler om. Den handler naturligvis om meget mere, men det er det, som jeg har valgt at tage med i dag.

Og hvad skal vi så med al den poesi og livsfilosofi, kunne man så spørge?

Jo, det skal vi lytte til, fordi det er livsvigtigt. Det er vigtigt og handler om livet.

I står lige nu et meget vigtigt sted i jeres liv. I har truffet et vigtigt valg. I har valgt, at I vil gå på efterskole. Det er en afgørende valg. Det er et valg, der potentielt kan ændre jer og jeres liv.

Og jeg ved, at mange af jer faktisk ligefrem ønsker netop dette.

I tager afsted på efterskole, fordi der er noget, I ønsker jer.

Og den gode nyhed er, at mange af de drømme faktisk kan virkeliggøres.

Men pointen i det, vi lige har hørt, er til gengæld, at intet kommer af intet.

Nok strømmer livet til os udefra, men vi skal selv gribe og virkeliggøre det.

Og således også med efterskolelivet. Det skal gribes og virkeliggøres.

Alle de forventninger, forhåbninger og drømme, I måtte have om efterskolelivet, skal virkeliggøres. - Af jer og os.

Sådan er det. Det som gælder i livet i almindelighed, gælder også i efterskolelivet.

Så nok er efterskolelivet en gave. En ret dyr gave, tror jeg, jeres forældre vil være enig med mig i. Men det er en gave, der skal gribes og virkeliggøres.

Det er altså ikke bare en gave. Det er tillige en opgave.

Men når den gribes og virkeliggøres, kan der ske magi. Men det sker ikke af sig selv.

Drømmer man om fællesskab, må man være med til at skabe og tage ansvar for fællesskabet.

Ønsker man sig venner, må man åbne sig og være en god ven.

Ønsker man sig at vinde større modenhed og selvstændighed, må man handle modent og selvstændigt.

Intet kommer af intet. Alt kræver, at vi virkeliggør det.

Så når du starter på efterskole, er der ingen anden vej end at gribe hverdagen og tage din del af ansvaret. Så kan magien ske. Men vi må være tålmodige.

Du har måske hørt, at på efterskolen får du venner for livet, - men ingen har lovet dig, at det lige sker den første uge, eller måned.

Du har måske hørt, at på efterskolen føler du dig hjemme og kan være den, du er, - men ingen har lovet dig, at den hjemmefølelse kommer uden, at du måske skal kæmpe med og overkomme en hjemvé først.

Du har måske hørt, at du bliver mere moden og selvstændig af at gå på efterskole, - men ingen har lovet dig, at det ikke kræver hårdt arbejde og svære valg at aflægge sig det barnagtige.

Du har måske hørt, at du bliver en del af et helt fantastisk fællesskab på efterskolen, - men ingen har lovet dig, at det ikke kræver hårdt arbejde at opbygge et fællesskab, hvor man ofte må sætte det fælles bedste foran egne individuelle lyster og interesser.

Du har måske hørt, at dit efterskoleår vil blive det bedste år i dit liv…

Tja, det ved jeg faktisk ikke helt, om jeg ønsker for dig, - for jeg håber, at du får mange andre gode år senere. Men jeg håber, ja, jeg tror faktisk, at jeg kan love dig, at det bliver et helt afgørende vigtigt og udviklende år for dig.

Så tager du opgaven på dig: Det vil sige: Kommer du og tager din del af arbejdet med at virkeliggøre jeres efterskoleår ved at deltage aktivt og positivt, tage din del af opgaverne, være en god kammerat og bidrage til fællesskabet, ja så kan vi alle sammen tro på, at vi sammen kan skabe: Venner for livet, hjemmefornemmelse, personlig udvikling og modning og et stærkt og rummeligt fællesskab.

Og det er da ikke så skidt.

Vi glæder os til at se dig på Efterskolen for Scenekunst i skoleåret 2024/2025.