Tale ved ankomsten 2025

- eller - Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene

 

v/Heine Boe på baggrund af Michael Endes roman

 

I Michael Endes bog ‘MOMO - eller - Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene’, møder vi pigen Momo, der bor alene i et gammelt amfiteater uden for byen. Hverken tid eller sted angives nærmere, og det er der en pointe i. For det kunne være hvor som helst og når som helst.

Momo har en helt særlig evne. Nemlig den at kunne lytte. Nu kan man måske synes, at det kan jo enhver, men det er ikke sandt. Kun ganske få mennesker kan lytte rigtigt. Og Momo er sådan et menneske. Og det er hun, fordi hun tager sig tid. Blot ved at lytte hjælper hun mange mennesker med at løse deres problemer. Folk samler sig derfor om Momo.

Men verden er ved at forandre sig. Nogle uhyggelige og ubehagelige Grå Herrer, der optræder diskret med cigarer, habitter og bowlerhatte, er begyndt at stjæle folks tid. Faktisk lokker de folk til selv at give afkald på deres tid ved at fortælle dem, at de kan spare den op til senere.

Men menneskene får naturligvis ikke den stjålne tid tilbage. I stedet blive de mere og mere fortravlede. De lader sig effektivisere. De arbejder hurtigere. De sætter deres børn i børne-depoter, hvor børnene sættes til aktiviteter, der kan bibringe dem noget nyttigt. Men børnene mister naturligvis på den måde både glæden, begejstringen og drømmene. Hvad menneskene heller ikke opdager er, at de ved at spare tid i virkeligheden får et liv, der bliver mere og mere fattigt, ensrettet og koldt.

Momo oplever, at de voksne holder op med at komme ud til hende i amfiteateret. Og selv børnene holder op med at komme. Hun får dog færden af, hvad det er, der er i vejen, og selvom hun er lille, ensom og magtesløs, er der igen anden udvej end at gå i kamp mod De grå Herrer.

Momo får i første omgang hjælp fra sine nære venner, men også de bliver væk, og endelig får Momo hjælp fra en uventet kant, nemlig fra en skildpadde, der så at sige kan tage smuthullerne i tiden, og som leder Momo til Intetsteds-huset i Aldrig-stræde, hvor hun møder Mester Hora.

Her lærer hun om tidens oprindelse og natur. Hun lærer om Time-blomsterne, der bestandigt vokser frem - den ene smukkere end den anden - men som tillige må visne inden den næste vokser frem. Og hun forstår, hvordan hun gennem timeblomsterne er forbundet med universet selv. Hun lærer, at “tid er liv, og at liv bor i hjertet”.

Hun lærer, hvordan den tid, der derfor ikke leves med hjertet, er spildt. Og hun lærer om, hvordan De grå Herrer i virkeligheden intet er i sig selv, men er gjort af den tid, som mennesker spilder. De stjæler menneskers time-blomster og gemmer dem i kæmpe lagre, hvorfra de kan tage bladene og ryge dem i deres cigarer og dermed tære på menneskenes tid. Og derfor bliver de grå herrer flere og stærkere, jo mere tid de stjæler fra menneskene.

Og Momo tager som sagt kampen op, og ender med at måtte sætte selve tiden i stå og sit eget liv på spil for at udslette De grå Herrer og bringe tiden tilbage til menneskene.

 

- o -

 

Fortællingen om Momo er fantastisk. Der er så mange tankevækkende passager og dybe betragtninger i denne bog. Skarpe iagttagelser af det moderne menneskes liv og tid, og smukke poetiske beskrivelser af livets grundvilkår og uudgrundelighed.

Det er naturligvis nok en børne-bog, men der er rigeligt indhold og stof til eftertanke også for den voksne - og såmænd tillige for den midaldrende læser, der nok også kan trænge til at blive mindet om bogens pointer.

Og bogen er netop fyldt med vigtige pointer om livet og vores væren i verden - med hinanden - i tiden. Og den er det uden nogensinde at blive formanende eller moraliserende.

Fortællingen rummer en klar samtidskritik. Bogen udkom i 1973 og den kritik, der fremføres, er ikke blevet mindre relevant i de efterhånden mange år, der er gået siden da.

Først og fremmest peger Michael Ende på en tendens i tiden, der handler om effektivisering. Tiden skal udnyttes optimalt. Vi skal nå mere på mindre tid. Vi skal optimere, effektivisere osv. Og jo mere tid, vi sparer, jo mindre tid oplever vi, at vi har.

Michael Ende taler i modsætning hertil om at være nærværende i øjeblikket. Det handler ikke bare om at mærke, hvad man har lyst til - og på den måde leve i nuet. Nej, det kan såmænd lige såvel handle om at gøre sin pligt som at gøre det man har lyst til. Det handler simpelthen om at være til stede i det nærværende. Om det så er fornøjelsen eller pligten.

Eksemplerne i bogen på de mange fænomener og forhold, der trækker os væk fra nærværet, og som gør os fortravlede og materialistiske, er mange og stærke. Man bliver gang på gang opmærksom på helt banale forhold, som man i sin egen fortravlethed måske næsten havde glemt.

Vi får et skønt eksempel, hvor Momo får en dukke. Den kan godt nok kun en ting, men den kan til gengæld få ejeren til at ønske sig mere og flere ting. Man vil have mere og mere.

Momo gennemskuer setuppet. Det er De grå Herrer, der vil have børn og voksne til at fokusere på det materielle og ikke på det vigtige - nemlig legen. For derved vil de få frit spil.

 

Et andet og måske næsten mere skræmmende billede, vi får i bogen, er billedet af de nævnte børne-depoter. Børnene, der almindeligvist kunne lege frit, bliver nu afleveret på disse børnedepoter, for at forældrene kan arbejde mere effektivt og spare endnu mere tid.

På disse børnedepoter bliver børnenes aktiviteter sat i system, så børnene får noget nyttigt ud af aktiviteterne. Den frie leg elimineres til fordel for aktiviteter, der kan sikre en målrettet og nyttig udvikling af børnene. At de derved mister både fantasien, glæden, begejstringen og drømmende bliver et kalkuleret tab. Disse ting er alligevel unyttige og kan ikke måles.

At Michael Ende på den måde allerede i de tidligere ’70’ere har blik for det, der de senere år er blevet kaldt instrumentaliseringen af barndommen, børnehaven og skolerne, - noget, der er eksploderet siden ‘70’erne, er ganske tankevækkende.

Og som allerede sagt er historien først og fremmest en kritik af effektiviseringen af samfundslivet.

Digitaliseringen er et eksempel på denne udvikling. Digitaliseringen sælges som en forbedring og effektivisering, der kan frisætte kræfter til kerneopgaven. Men muligheder føder som bekendt sine egne behov. Så når digitaliseringen øger mulighed for kontrol, genererer det også et ønske om og behov for mere kontrol. Så digitaliseringen har de facto blot skabt mere og ikke mindre administration. Og mindre - ikke mere frihed.

Tidstyvene stikker således deres ansigt frem i forbrugerismen, i instrumentaliseringen af barndommen, i digitaliseringen og effektiviseringen generelt.

Men der er et fænomen, hvor vi måske i endnu højere grad i dag kan se tidsrøverne stikke deres ansigt frem, og det er (naturligvis, havde jeg nær sagt) i de sociale medier.

For tidsrøvernes snedige træk er, at de får folk til selv at afgive sin tid. Og det er præcis, hvad de sociale medier gør.

De lover os sociale relationer, demokratiske platforme, frihed til at udtrykke os osv. Men kun alt for sjældent leverer de faktisk netop dette. Ikke, at det ikke kan ske. Der er faktisk mulighed for at søge ligesindede, at få en saglig og oplysende viden og debat og få styrkede sociale relationer på nettet.

Desværre er det oftest ikke det, vi får ud af det, når vi færdes på de sociale medier. Undersøgelser viser, at de fleste af os ikke føler os beriget af vores tid på nettet, men at vi ofte føler, at vi har spildt tiden. Og de fleste af os er i øvrigt holdt op med at deltage i debatter på nettet, fordi vi ikke orker tonen.

Og værre endnu: Undersøgelser viser også at i takt med udrulningen af de sociale medier er børn og unges reelle sociale liv blevet mindre. Ensomheden er steget. Det samme er angst, dårligt selvværd og meget mere. Så at tidsrøverne er på spil, står ganske klart. Danske unge mellem 15 og 17 år bruger i dag næsten fem en halv time på de sociale medier om dagen - eller i døgnet, burde jeg nok sige, for det er naturligvis nødvendigt at tage natten i brug for at komme derop.

Og det er en pointe i sig selv. Unge i dag sover næsten en time mindre i døgnet, end min generation gjorde - med de alvorlige følger for udvikling og trivsel, som kommer deraf.

Det værste er næsten, at vi og de unge godt ved, at den er gal.

Undersøgelser viser, at 80% af de europæiske unge ville ønske, at de brugte mindre tid på de sociale medier.

Men hvorfor gør de det så ikke bare? Kunne man spørge. Fordi det ikke er så simpelt. Der ligger masser af forventninger fra venner (og familie) om at være tilgængelig. Det er det med at muligheder skaber sine egne behov. Vi kan være tilgængelige, så vi forventes at være det.

Og så er der ikke mindst indbygget nogle meget stærke mekanismer i algoritmerne, der sørger for at understøtte vores dopamin-produktion og fastholde os i vores evighedsscrolling på medierne.

Dette fænomen har vist sig at være lige så afhængighedsskabende som rygning og alkohol - ja måske mere endnu. - Og man ender ofte med at evighedscrolle - uden for alvor at forholde sig til det eller nå til et naturligt slutpunkt.

Så det er ikke bare så enkelt som at skrue ned for forbruget. Der skal mere og andet til.

Og vi og måske særligt de unge ved det godt. Og der er blandt de unge stærke bevægelser i retning af at forsøge at vriste sig fri af techgiganternes jerngreb. Bevægelser, vi naturligvis gerne vil understøtte. Og der er blandt de unge stærke ønsker om at finde tilbage til mere af det rigtige fysiske nærværende fællesskab, hvor man ikke bare ser på hinanden (og dømmer hinanden med likes), men ser hinanden i øjnene og bekræfter og anerkender hinandens virkelige tilstedeværelse.

Vi ved faktisk også, at det er derfor, I er taget på efterskole: For at opleve efterskolens åbne og forpligtende fællesskab. Og det vil vi selvfølgelig gerne hjælpe jer med.

Derfor vil vi tage jer i hånden. Men modsat tidligere efterskolegenerationer har I allerede en mobil i hånden, som tiltrækker sig jeres opmærksomhed, en opmærksomhed vi skal have rettet ud i fællesskabet i stedet for. Så for at vi kan tage jer i hånden og hjælpe jer ind i fællesskabet, er I nødt til at lægge mobiltelefonen fra jer.

Derfor vil I opleve, at vi har nogle rammer omkring brug af skærme. Ikke for at tage noget fra jer, selvom I måske til en begyndelse vil kunne opleve de sådan, men for at understøtte og hjælpe jer.

Vi gør det for at hjælpe jer fri af techgiganternes jerngreb. Af tidsrøvernes jerngreb. For at hjælpe jer med at vinde jeres egen tid tilbage.

“Hvad ville du bruge de 5,5 time til, hvis du selv bestemte?” Spørger jeg nogle gange nogle elever. Og de studser selvfølgelig over formuleringen. Men pludselig går det op for dem, hvad det er jeg mener. Nemlig, at de jo faktisk bestemmer selv.

For det er jo den tid, I skal vinde tilbage. Og bruge på noget livsbekræftende og opbyggeligt.

Og så vil vi hjælpe jer med at vinde jeres søvn tilbage. Vi ved, hvilken kolossal betydning det har for jer, at få sovet. Jeres evne til at deltage i fællesskabet og alle de aktiviteter, I er kommet for at deltage i ødelægges, hvis I ligger og doomscroller den halve nat - uden at vide eller ville det.

Og så vi vil gerne hjælpe med at vinde jeres dømmekraft og værdier tilbage, når I ikke konstant skal spejle jer i skøre og uvirkelige idealer på sociale medier og i stedet kan møde rigtige virkelige mennesker, som I ikke bare ser på, men som I ser i øjnene, og som ser jer og anerkender jeres væren og værd i verden - med andet og mere end blot et Like.

Momo ved det. Det handler ikke om at blive set på og vurderet i et væk men om at blive lyttet til - rigtigt.

Og så vi vil hjælpe jer med at sætte jeres frie tid fri til samtale, refleksion, samvær og hvile.

Så måske vil I nok på overfladen tænke, at vi tager noget fra jer, når vi beder jer om at lade mobilen blive på værelset hele dagen og lægge mobilen i mobilhotellet om natten. Men det er som sagt for at hjælpe jer med at sætte noget andet og meget vigtigere i stedet!

 

Og hvad er så det, som skal sættes i stedet?

Ja, vender vi os mod Momo, så bliver svaret vældigt poetisk.

Det ligger det i den formulering, der går igen flere gange, nemlig: “Tid er liv, og liv bor i hjertet”. Og at det således kun er den tid, der leves med hjertet, der virkelig leves.

Og når kun den tid, der er levet med hjertet, ikke er spildt, så gælder det om at leve i nærværet. Men nærvær kræver noget af os. Det er ikke nemt. Vi må konstant gribe øjeblikkets mulighed. Og det er noget, vi bestandigt må øve os på. Og uanset om man er 15, 35 eller 55, er det nok noget, vi kan bruge at blive blive erindret om.

Men hvad nærvær handler om, er ikke altid så let at forstå. Som sagt handler det ikke bare om at leve i nuet og gøre, som man har lyst. Nej, det handler om at være tilstede i det nærværende uanset, om det er pligt, leg, samtale, eller hvad det måtte være.

I historien lader Michael Ende figuren Beppo Gadefejer udtrykke det på denne skønne måde:

 

“Ser du, Momo,” (…) “det er jo sådan: Mange gange har man en lang gade foran sig. Man tænker, det er da frygtelig, så lang den er; det klarer jeg aldrig, tænker man.” (…)

“Og så begynder man at skynde sig. Og man skynder sig mere og mere. Hver gang man kigger op, synes man at der stadig er lige meget tilbage. Man anstrenger sig endnu mere, man bliver nervøs, og til sidst er man helt forpustet og kan næsten ikke mere. Og gaden ligger stadig og venter på én. Sådan skal man ikke gøre.” (…) “Man skal aldrig tænke på hele gaden på en gang, forstår du? Man skal kun tænke på næste skridt, på næste åndedrag, på næste fejestrøg. Hele tiden kun det næste.” (…) “Så får man glæde af det; det er vigtigt; så gør man sit arbejde godt. Og sådan skal det være.” (…) Og “Så opdager man lige pludselig, at man skridt for skridt er blevet færdig med hele gaden. Man har slet ikke lagt mærke til hvordan, og man har slet ikke tabt pusten.”

 

Sådan siger Beppo Gadefejer om at være nærværende i øjeblikket.

Vi håber, I har modet til at gøre ligesom ham. At gå ind i det nærværende uanset om det er i forhold til pligter i køkken og rengøring og være nærværende i det, når det er i keramik eller billedkunst, musik eller film, hvor I helt glemmer jer selv i de kreative processer.

Om det er i fællessangen eller samlingerne - eller når det er i samtalen. For her er det at være nærværende jo at kunne lytte - ligesom Momo.

Lytte - uden hele tiden at overveje, hvad jeg selv vil sige næste gang - men prøve at være nærværende i forhold til det, den anden siger. Når vi gør det, kan tidsblomsterne folde sig ud, og vi kan mærke forbundetheden.

 

- o -

 

Og nu starter I så på Efterskole.

 

Hvert år siger jeg til det nye elevhold, at et efterskoleår bliver til det, vi gør det til. Efterskoleåret ligger kun som mulighed foran os her ved starten af skoleåret, og det skal virkeliggøres af jer og os i fællesskab. Vi kan sætte rammerne, men I skal komme og være med til at fylde rammerne ud og gøre skolen til virkelighed endnu en gang.

Og vi har glædet os til, at I skulle komme. Og vi ved, at I har glædet jer til at starte. Vi ved også, at I er spændte.

Vi håber, I vil komme og fylde rammerne ud med liv og glæde, god energi og nærvær.

 

Og husk: “Tid er liv, og at livet bor i hjertet”!

 

Velkommen til skoleåret 2025/2026 på Efterskolen for Scenekunst!