Har du lyst til at se hvordan det er at gå på skolen? Så kom på besøg.
Tale ved ankomsten 2024
Søndag d.11/8, 2024, var der ankomstdag for elevholdet 2024/2025 på Efterskolen for Scenekunst. Det er skolens 13. hold, der dermed indtog skolen. En forrygende dag, hvor eleverne endeligt fik mødt hinanden. Der blev taget imod med tale og fællessang i Æsken – og med møder i kontaktgrupperne.
Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i Lev Tolstojs novelle "De tre Spørgsmål"!
Læs talen her.
Tale ved ankomsten, 2024
De tre Spørgsmål
Af: Heine Boe - på baggrund af novelle af Lev Tolstoj
Hver sommer tager mange af os nok nogle bøger med på ferie i håbet om så også at få dem læst.
I år tog jeg tre bøger af den russiske forfatter Lev Tolstoj med i min taske. Og de blev faktisk læst om end i små bidder, når den store ikke skulle fange krabber, bade eller spille vendespil, og den lille ikke skulle skiftes og puttes.
Og litteratur kan altså noget ganske andet, end når vi formålsløst falder i tech-giganternes sindrigt opbyggede fangarme og algoritmer og ofte sidder tilbage med oplevelsen af både at have spildt tiden og været gået glip af det virkelige liv, mens vi fanget i nettet.
Men hvor kan det være svært at slippe, for måske er der lige noget sjovt eller spændende eller helt vildt vigtigt, når jeg klikker næste gang - men det er der sjældent…
Det er der til gengæld ofte, når man vender det næste blad i en god bog som nu de tre, jeg havde med på ferie i år.
Tolstoj er i øvrigt en forfatter, jeg er veget lidt udenom og tænkt, at det kunne jeg læse, når jeg blev ældre. Men så gik det op for mig, at det er jo nu, - og jeg blev ikke skuffet. Fantastiske bøger med al den eksistentielle dybde, man kunne forvente.
Det er dog ikke i de tre bøger, jeg havde med på ferie i år, jeg vil tage mit afsat i dag, men derimod i en af de noveller af Lev Tolstoj, som jeg trods alt har fået læst tidligere.
Novellen hedder De tre Spørgsmål. Og lyder således i en kort genfortælling:
- o -
Der var engang en konge, som tænkte, at alt i livet ville lykkes for ham, hvis han bare var sikker på tre ting:
Han ville vide, hvornår det rigtige øjeblik var inde til enhver handling.
Han ville vide, hvilke mennesker han havde brug for, og hvem han ikke behøvede.
Og endelig ville han vide, hvilken sag der lige nu var den vigtigste.
Altså: Hvornår skal jeg gøre hvad? Hvem skal jeg holde mig gode venner med? Hvad er vigtigst lige nu?
Kongen tænkte længe over disse spørgsmål, men han kunne ikke selv finde svarene. Så lod han forkynde ud over hele sit kongerige, at der ville være en stor belønning til den, som kunne give de rette svar.
Der kom mange som forsøgte sig med forskellige svar.
En sagde: Du må opstille en timeplan, og holde dig strengt til den. Så gør du alt til rette tid. En anden foreslog kongen, at han skulle nedsætte et råd - bestående af vismænd. Så kunne de sammen finde ud af, hvad der skulle ske.
Mange forsøgte at besvare spørgsmålene, men kongen blev bare endnu mere usikker, og han bestemte sig i stedet for at opsøge en eneboer, som var kendt for at være en meget vis mand.
Eneboeren boede i en lille faldefærdig hytte langt ude i skoven. Kongen red af sted med et stort følge, men før de nåede frem til eneboeren, befalede kongen sine mænd at slå lejr og vente. Det sidste stykke ville han gå alene, og da han vidste, at eneboeren kun tog imod fattige mennesker, skiftede kongen tøj, så eneboeren ikke skulle se, hvem han var.
Da kongen nåede til hytten, stod eneboeren og gravede i sin have. Han så kongen, hilste, men fortsatte i øvrigt med sit arbejde uden at sige et ord. Eneboeren var mager og svag, og arbejdet faldt ham tungt.
Kongen gik hen til ham og sagde: - Vise mand, jeg er kommet til dig for at få svar på tre spørgsmål: Hvornår skal jeg gøre hvad? Hvem skal jeg holde mig gode venner med, og hvad er vigtigst for mig lige nu?
Eneboeren hørte på kongen men gav ikke noget svar og fortsatte med at grave.
- Du er gammel og har ikke mange kræfter, sagde kongen. Giv mig spaden, så skal jeg gøre arbejdet for dig.
Eneboeren takkede, rakte kongen spaden og satte sig i græsset for at hvile. Da kongen havde gravet det meste af jordstykket, rettede han sig op og gentog sit spørgsmål, men han fik stadig ikke noget svar. Så gravede han videre, men efter nogle timers arbejde stak kongen spaden i jorden og sagde til eneboeren:
- Jeg er kommet til dig, vise olding, for at få svar på mine spørgsmål. Hvis du ikke kan give mig noget svar, så sig det, og jeg vil gå min vej.
I samme øjeblik styrtede en skægget mand frem fra skoven. Hans tøj var blodigt, og han holdt sig for maven med begge hænder. Manden vaklede og faldt om for kongens fødder. Hans øjne var lukkede, og han stønnede svagt.
Eneboeren og kongen rev klæderne af den fremmede og så, at han havde et stort sår i siden. Kongen vaskede og forbandt ham, men såret var dybt, og det blødte stærkt, så forbindingen måtte skiftes flere gange. Til sidst fik de dog stoppet blødningen, og de bar den sårede mand ind i eneboerens hytte og lagde ham i seng.
Kongen satte sig på gulvet ved dørtærsklen, og han var så træt af alt det uvante arbejde, at han faldt i søvn med det samme.
Da kongen vågnede næste morgen, lå den skæggede mand og stirrede på ham med feberskinnende øjne.
- Tilgiv mig! hviskede han med svag stemme.
- Men jeg kender dig jo ikke og har intet at tilgive dig, svarede kongen forbavset.
- Du kender ikke mig, men jeg kender dig. Jeg havde svoret hævn, fordi du lod min bror henrette og tog alt, hvad jeg ejede fra mig. Jeg fulgte efter dig og ville dræbe dig, når du var på vej tilbage fra eneboeren. Nogle af dine mænd opdagede mig. Jeg prøvede at flygte, men de skød efter mig. Jeg ville dræbe dig, men du har reddet mit liv. Når jeg bliver rask igen, vil jeg tjene dig tro, og det samme skal mine sønner gøre. Tilgiv mig!
Kongen blev glad for, at blive forsonet med en fjende. Han tilgav manden og lovede, at denne nok skulle få sine ejendele tilbage. Han ville også sende en læge og en tjener ud til ham.
Kongen gik nu ud for at finde eneboeren. For sidste gang ville han prøve, om han dog ikke kunne få svar på sine tre spørgsmål. Han fandt eneboeren liggende på knæ ude i haven, travlt optaget af at plante.
- Vise mand, sagde kongen, jeg spørger dig for sidste gang, om du vil svare mig på mine spørgsmål.
- Det er der ingen grund til, sagde eneboeren. Du har jo allerede fået svar.
- Hvordan det? spurgte kongen. Det kunne han ikke se.
- Jo, ser du - fortsatte eneboeren - Hvis du ikke havde haft medlidenhed med mig i går og ikke havde hjulpet mig med at grave, så var du gået tilbage og var blevet overfaldet af denne mand.
- Det var altså i det rigtige øjeblik, du gjorde arbejdet for mig, og jeg var den vigtigste person for dig lige i det øjeblik. Vigtigst af alt var dog, at du viste mig godhed.
- Da den sårede mand kom løbende, og du hjalp ham, så han ikke døde af sit sår, så var dét det rigtige øjeblik. Der havde han størst betydning for dig, og du reddede hans liv. Det var det vigtigste.
- Husk derfor, at øjeblikket nu altid er det vigtigste, fordi det er kun er dette nu, vi er herrer over.
- Det vigtigste menneske for os, er det menneske, vi møder nu, i dette øjeblik. For ingen ved, om han møder andre mennesker bagefter.
- Men det vigtigste af alt i verden er at være god mod andre, sagde den gamle vise mand, for det er meningen med vores liv!
-o-
Sådan lyder historien om De tre Spørgsmål.
Når jeg fortæller den i dag, er det naturligvis fordi den siger os noget om, hvad der er vigtigt her i livet.
Historiens umiddelbare budskab er ikke vanskelig at forstå; Vismanden siger det jo ligeud til sidst:
Husk at øjeblikket lige nu er det vigtigste. Husk at de mennesker, du står overfor lige nu, er de vigtigste, og vær god mod andre.
Så skarpt skærer vismanden sin pointe op.
At være til stede i nuet!
Noget, der er så meget lettere sagt end gjort. Vi er altid i gang med at være på vej et sted hen. Vi har altid noget for. Men at være tilstede i nuet handler netop om noget andet. Det handler om at kunne sætte parentes om sig selv og sine egne projekter og se, hvad der sker her og nu og høre, hvad den anden siger og har behov for.
Når vi f.eks. taler sammen, har vi ofte så travlt med at overveje og forberede, hvad vi selv vil sige, at vi ikke egentlig hører, hvad den anden siger. Er vi derimod reelt tilstede i en samtale, vil vi lytte til det, den anden siger - og måske oven i købet forstå, - og hvem ved - måske blive klogere?
Denne stræben efter at være til stede i nuet har mange beskrevet for os. Peter AG synger i mange af sine sange om Nærvær og Fravær. I det gamle testamente skrives der i Prædikerens Bog om, at ”mennesket er skabt, som det bør være, men det har så mange sære ting for”, og John Lennon gjorde os opmærksomme på, at ”livet er det, der sker med os, mens vi har travlt med at lægge andre planer.”
Vi kender alle til, at vi ikke er til stede i nuet. Vi har så travlt med os selv og vores egne projekter, at vi glemmer at se det andet menneske lige foran os.
Men det gør kongen. Og ikke nok med at han gør øjeblikket nu til det vigtigste, han gør også det menneske, han står overfor lige nu, til det vigtigste, - og han gør det gode. Både da han møder den gamle eneboer, og da den fremmede, sårede mand kommer væltende ud fra skoven.
Det danske teolog og tænker K.E. Løgstrup taler som bekendt om, at vi aldrig har med et andet menneske at gøre, uden at vi holder noget af dette menneskes liv i vores hænder. Og han fastholder, at denne pointe naturligvis stiller os overfor den fordring og opgave at tage vare på det liv. Men det kan vi naturligvis kun, hvis vi faktisk er tilstede i nuet og ser det andet menneske.
Alt dette gør kongen som en spontan handling. Han gør det ikke, fordi en regel siger, han skal. Han gør det ikke, fordi han har læst tykke bøger om moral og etik, og om hvad der er det gode og det sande. Han gør det ikke med en bagtanke om, at så får nok også selv noget igen.
Han gør det, fordi han simpelthen er til stede, ser det andet menneske og gør det gode.
Og så er der en anden pointe:
Vismanden svarer jo faktisk i første omgang slet ikke på kongens spørgsmål. Han lader kongen selv erfare, hvad sandheden er. Ved at være tilstede i nuet, se det andet menneske og gøre det gode, finder kongen ud af, at netop det er svarene på hans spørgsmål. Og først derefter giver vismanden ham det svar, han nu allerede selv havde opdaget.
Sådan gælder det med mange af de spørgsmål, vi stiller os selv om livet. Svarene gives ikke altid umiddelbart, men må findes, opleves, erkendes eller gives gennem handling.
Svarene ligger med andre ord ikke altid der, hvor vi leder, og ser ikke altid ud, som vi forventer.
Kongen regnede med at få et svar, - som dem han havde fået på slottet, - men i stedet fik han en opgave, - og svaret på den opgave, var svaret på hans spørgsmål. Og svaret måtte han finde eller give selv.
Sandheden i, at vi skal tage vare på det liv, der bliver lagt i vores hænder, ligger jo ikke i at blive sagt, men i at blive gjort, og hvad det vil sige, må vi finde ud af hver især hele tiden ved at gøre det - eller ved at fejle.
-o-
Nu har I valgt at tage på efterskole. I har helt sikkert mange ønsker, drømme, tanker - og spørgsmål til livet.
Et efterskoleophold er som et koncentrat af livet, - og hvad der gælder i livet, gælder også for det at gå på efterskole.
Så når I nu hver især tager hul på jeres efterskoleprojekt, så skal I vide, at det ligger åbent foran jer, ligesom livet.
Et efterskoleophold bliver til det, vi gør det til.
Et efterskoleophold er ikke en vare, man køber i en butik. Det er en opgave, man tager på sig.
Vi har lagt nogle rammer ud. Vi har nogle værdier og mål.
Dem har I sagt ja til ved at starte netop her på Efterskolen for Scenekunst. Men dermed er opgaven ikke løst. Dermed er rejsen blot begyndt.
På den rejse er gode råd nyttige, og vismandens pointer er gode leveregler at tage med sig.
På efterskolen - som i livet i øvrigt - er det vigtigt at have sig for øje at søge at være til stede i nuet. At gøre netop dette øjeblik til det vigtigste. At turde slippe sig selv og sine egne projekter, forbehold osv. - og være ægte nærværende. Og dertil at turde se den anden, lade den anden og det fælles være i centrum og ikke sig selv. Og at gøre det gode. Kort: At tage vare på det liv, der bliver givet dig i hænderne.
Og lige så vigtigt. Vid, at svarene på alle de spørgsmål, du måtte have, ikke altid ligger der, hvor du tror, og ikke altid ser ud, som du forventer.
Vi vil på efterskolen gerne være din hjælper på rejsen. Vi har gået turen før. Vi ved, hvad der nogle gange kan være svært eller udfordrende, men vi ved også, hvor mange store oplevelser og sejre der kan gemme sig forude.
Men ikke altid kan vi blot give dig svarene på spørgsmålene. Ikke altid kan vi fortælle dig, hvordan du skal gøre tingene.
Du og I må gå vejen selv og gøre jer jeres egne erfaringer.
For svarene ligger ikke i ordene men i handlingerne - de handlinger, hvormed I tager vare på hinanden og det fælles.
Og så en pointe mere: At være til stede og se det andet menneske - og gøre det gode - er et analogt fænomen.
At se det andet menneske er at se det andet menneske i øjnene, - og det kræver, at vi er sammen.
Vi har med andre ord brug for at møde hinanden konkret i den virkelige verden. Det er her vi oplever nærvær og fællesskab.
Vi har brug for at se hinanden - ikke bare billeder af hinanden.
Dermed ikke sagt, at mobiltelefoner, sociale medier mv. ikke kan bruges noget. De kan bruges til en masse. Men de kan ikke erstatte det ægte, fysiske, sociale samvær. De kan allerhøjst være et supplement.
Men behøver blot nogle dage eller uger at være adskilt fra dem, man elsker, for at vide, at et Facetime-opkald er fint, men dog kun er en svag afglans af det rigtige gensyn, man længes efter.
En del af den trivselskrise, vi desværre har oplevet særligt hos ungdommen de seneste år, handler blandt andet om dette: At ægte, fysisk, socialt samvær er blevet erstattet af mediebåret samvær.
Når andelen af drenge i 12-åralderen, der fysisk er sammen med kammerater udenfor skolen mere end en enkelt gang om ugen, er blevet mere end halveret gennem de sidste 10 år, og når unge i 15 til 17-årsalderen i gennemsnit bruger mere end 5 timer om dagen på mobiltelefonen, er der grund til bekymring.
Vi har behov for at mødes ansigt til ansigt. Det er de gensidige følelser, vi skaber hos hinanden i det ægte møde, der giver os oplevelsen af nærvær og fællesskab - og følelsen af at høre til.
Så kan sociale medier fungere som glimrende supplement til dette. Men erstatte det kan det ikke.
Og det ved I godt!
Det er derfor, I nu vælger at tage på efterskole.
Efterskole er højintensivt, ægte, analogt samvær.
Og det er hårdt arbejde.
Men vi skal nok hjælpe jer og træne sammen med jer.
Vi glæder os til rejsen!
Vi ved og kan se, at I er forventningsfulde.
Så lad os i fællesskab gøre efterskoleåret 24/25 på Efterskolen for Scenekunst til et ganske særligt efterskoleår - nemlig jeres!
Velkommen til skoleåret 24/25 på Efterskolen for Scenekunst!
Tilmeld dig som elev på Efterskolen for Scenekunst