Juletale 2025 på Efterskolen for Scenekunst

I Michael Endes roman Den Uendelige Historie møder vi en dreng, der hedder Bastian.

Han er ikke nogen modig dreng. Tværtimod. Han er én af dem, der helst holder sig på sidelinjen og som alt for ofte bliver drillet.

En dag, hvor drillerierne bliver for meget, løber han væk. Han søger tilfældigt ly i en gammel boghandel, og dér på disken ligger en bog, der virker ganske anderledes end de andre bøger. Forsiden glitrer svagt, som om den vil ham noget, og på den står der: ”Den Uendelige Historie.”

Uden helt at vide hvorfor, tager Bastian bogen med sig og gemmer sig på skolens støvede loft.

Han åbner den, og med det samme fanges han af fortællingen om landet Fantásien, der er ved at gå til grunde.

Fantásien bliver nemlig opslugt af noget mærkeligt og uhyggeligt — nemlig Intetheden.

Det er ikke som en storm eller en fjende. Det er værre.

Det er ingenting. Intet. En hvid, kold tomhed, der langsomt æder alt: Skove, bjerge, byer og skabninger.

Og i midten af Fantásien ligger den vise og gådefulde hersker, Den Barnlige Kejserinde, døende — uden nogen kan forklare hvorfor.

For at redde hende — og hele Fantásien — sender man den unge kriger Atreju af sted.

Han får intet våben. Kun et gyldent tegn og en opgave: Find ud af, hvad der kan redde Kejserinden.

Atreju drager gennem sumpe og ørkener og over bjerge.

Han møder den enorme skildpadde Morla, som er så gammel, at selv verdens undergang knap rører den.

Han reddes af en strålende lykke-drage, der bærer ham gennem storm, mørke og håbløshed.

Og han kæmper mod den frygtindgydende ulv Gmork, der tjener Intetheden og vil udslette Fantásien helt.

Til sidst når Atreju frem til Det Sydlige Orakel, hvor en usynlig stemme afslører noget uventet:

Kun et menneskebarn kan redde Kejserinden. Et menneskebarn må give hende et nyt navn.

Da Atreju vender tilbage uden menneskebarnet, smiler Kejserinden blot. For Atreju har allerede gjort det, der skal til. Hans rejse har bragt et menneskebarn til Fantásiens dør.

Og det menneskebarn er naturligvis Bastian. Den dreng, der sidder på loftet og læser, - men som ikke tør tro at det barn, der er brug for, er ham.

Først da Fantásien er ved at være aldeles opslugt af Intetheden, råber Bastian højt ud i rummet: ”Månebarn!”

Og i det øjeblik rives han selv ind i Fantásien.

 

Men Fantásien er nu kun et lille sandkorn, som Bastian holder i sin hånd. Men med sine ønsker kan han skabe landet på ny — skove, søer, dyr og bjerge.

I begyndelsen er ønskerne ædle, og for sig selv ønsker han mod, skønhed og styrke.

Men for hvert ønske glemmer han noget fra sit eget liv: et ansigt, en stemme, en følelse. Hans verden derhjemme bliver vag som en drøm, der glider væk.

Bastian vokser i styrke og mod men mister retningen. Han begynder at ønske sig større og finere, end han i virkeligheden er.

Han vil være en helt. En konge. En, alle ser op til. Han vil beundres og frygtes.

Snart støder han sammen med sin ven Atreju — den eneste, der for alvor vil ham det godt.

Og der står Bastian, beundret og frygtet, men alene, uden en ven, uden vejledning og næsten uden minder.

Bastian flygter dybt ind i Fantásien, hvor han blandt andet gennem mødet med den kloge Aiuóla og ved at drage ned i den dybeste grotte i Fantásien, hvor de glemte længsler ligger, langt om længe forstår, at hans sande længsel, ønske og vilje er at finde vejen tilbage til sin egen verden - og til sig selv.

Han forstår, at det at ’gøre som man vil’ ikke er det samme som blot at gøre, hvad han havde lyst til.

Det har allerede kostet ham al hans erindring - og i øvrigt hans bedste ven.

Han må følge sin dybeste længsel, ønske og vilje:

Og det er ikke at være en helt.

Ikke at være den stærkeste eller smukkeste.

Men at blive i stand til at elske.

At være sig selv.

At finde hjem.

Så nu ønsker han blot én ting: At kunne vende tilbage.

Og det ønske er stærkt nok.

Og da han ved kilden med Livets Vand, som gives til mennesker, der elsker nogen mere end sig selv, siger sit eget navn, vågner han igen på skolens loft, mens morgenlyset siver ind mellem tagets spær.

Han har glemt meget — ansigter, steder og stemmer.

Men han har vundet noget langt større:

Modet til at være sig selv, i Fantásien og i virkeligheden.

Og han har fundet ud af, at det virkeligt værdifulde ikke er at være modig, stærk, smuk, beundret og frygtet, men er at holde fast i ydmygheden, sårbarheden og kærligheden.

 

- o -

 

Det er en stor historie. Men den begynder med en lille dreng. En dreng, som ikke selv tror, at han betyder noget. En dreng, der føler sig usikker, udenfor, overset.

En historie, som vi nemt kan spejle os i. Måske både fordi hovedpersonen er så genkendelig, - og fordi vi nok alle sammen kender til Intetheden.

Måske ikke det store, fantastiske Intethed, der som i historien æder bjerge og skove.

Men den stille Intethed, der æder hverdagens farver.

Den tomhed, der kan ligge over et menneske.

Den stemme, der hvisker, at det hele er lige meget. At vi alligevel ikke rækker. At vi ikke er gode nok, stærke nok, smukke nok.

Den Intethed, vi kender, skjuler sig måske i larm. I travlhed. I præstationskrav.

Den Intethed er den der vokser, når vi som mennesker mister vores sande længsler, ønsker og håb.

 

Og måske har vi brug for at høre det samme, som Kejserinden vidste om Bastian:

At ofte er det netop det lille, det ubetydelige, det skrøbelige, der bærer nøglen til at redde verden.

 

Og her møder Bastians historie så julens fortælling.

For også julens fortælling er jo netop, at håbet fødes i det mindste. Ikke i det mægtige, ikke i det magtfulde, men i det, der i verdens øjne er ubetydeligt: Et spædbarn i en stald, i en krybbe. Ikke omgivet af storhed og rigdom, men af hyrder – de fattigste af alle.

Julens historie handler netop om, at Gud vælger at abdicere. Det vil sige vælger at give afkald på magtens trone for at møde os i øjenhøjde.

Julen vil minde os om, at meningen med livet derfor ikke findes i det fjerne, det store og ekstraordinære, men i det nære: i mødet med hinanden, i blikket, i hånden, i ordet.

Og det er det samme, vi ser hos Bastian:

Det, der redder Fantásien, er ikke styrke, men et ord.

Ikke magt, men et navn.

Ikke et sværd, men et håb.

 

Men her stopper historien ikke. For efter Bastian har skabt Fantásien på ny, mister han langsomt sig selv.

Hver gang han ønsker noget stort og fantastisk, glemmer han en lille del af sit eget liv. Jo mere fantastisk han vil være, jo mere mister han sig selv.

Jo mere han stræber efter at blive beundret, desto længere kommer han væk fra det, der gjorde ham til netop ham.

Og dér bliver fortællingen måske et spejl af vores tid.

For tidsånden fortæller os, at vi skal være ’enestående’, at vi skal ’tro på os selv’, ’skabe fremtiden’ - og i øvrigt blive ’den bedste udgave af os selv’.

Og så skal vi tilmed gøre det hele med lyst, lidenskab og begejstring…

Men alt dette kan intet menneske. Og måske handler det ikke om at være fantastisk eller om at være den bedste udgave af sig selv - men om at forsøge at være et godt menneske slet og ret.

Og det kan ethvert menneske, - hvis vi forstår, at vi netop skal holde fast i ydmygheden, sårbarheden og kærligheden.

 

Som Bastian må sande:

Det største ønske er ikke at blive stor.

Det største ønske er at blive i stand til at elske.

Og det er jo netop også julens budskab.

At vi får vi lov at være mennesker slet og ret. Ikke helte. Ikke fantastiske. Ikke perfekte.

Og at der, hvor vi møder tilværelsens dyb og livets uudgrundelighed, ikke er i det fantastiske, det fjerne - men i det nære. At vi møder det største i det mindste.

 

- o -

 

Historien om barnet i krybben får dermed en særegen parallel i historien om Bastian.

Og disse historier kan vi bruge til at skabe mening i vores egne liv. Som en nøgle eller et spejl.

Og dette i øvrigt uanset om man opfatter sig selv som troende eller ej, – fordi historierne bliver fortalt, – og fordi vi hører dem.

 

Og historierne fortæller os, at vi ikke behøver stræbe efter at være enestående, fantastiske, perfekte.

At alt hvad vi behøver er at være mennesker slet og ret.

At vi skal holde fast i vores sande længsler, ønsker og håb.

At vi skal holde fast i ydmygheden, sårbarheden og kærligheden.

At vi skal vide, at vi møder det største i det mindste, og at det mindste kan bære det største.

 

Og det er, hvad vi fejrer i julen.

 

Glædelig jul!