Juletale 2024 på Efterskolen for Scenekunst

"Så lad det være mit håb, at vi hver især må opleve at se det væsentlige her i julen. At vi må ane meningen – i kærligheden og barmhjertigheden."

Fredag d.20/12, 2024, holdt vi juleafslutning på Efterskolen for Scenekunst. Der blev sunget fællessang, koret sang, alle elever dansede og forstander Heine Boe holdt juletale med udgangspunkt i Tolkiens eviggyldige eventyr om Ringenes Herre.

Læs talen her:

Juletale 2024

Som man nok kan regne ud, var jeg barn i ’70’erne og stor dreng og ung mand i ’80’erne. Og det var, som vi nok kan blive enige om, en anden tid…

Der var intet Internet, ingen personlige computere, ingen mobiltelefoner. Der var kun en kanal i fjernsynet, og programmerne startede først klokke fire om eftermiddagen, og så var der i øvrigt kun en halv times børne-tv om dagen.

Så altså: Vi måtte lege - ude på gaden og ovre på marken eller i skoven. Og hvem vi ville lege med, måtte vi selv finde ud af. Legeaftaler var noget vi selv lavede ovre i skolen og ikke noget, vores forældre var blandet ind i. Og havde man ikke lige fået lavet en aftale, måtte man pænt cykle over til Lille-Torben, Jacob eller Klaus-2 for at høre, om de kunne lege.

Og vores lege-univers, bestod af marken, skoven og boldbanen og så selvfølgelig villavejene. Marken var godt nok bare et jordstykke udlagt til en kommende udvidelse af kirkegården, skoven var egentlig bare et lidt forsømt læhegn, og boldbanen var ikke andet end en jordbane med to trærammer. Men for os kunne marken være et uudforsket kontinent eller et åbent verdenshav, og skoven kunne være en vild urskov. Drengecyklerne blev kørt skæve ovre i skoven, og sæbekassebilerne slidt op ned af bakken.

Indholdet og inspirationen til legene fik vi selvfølgelig mange steder fra, men først og fremmest fra tegneserier og bøger. Ja, helt rigtige bøger.

Det var jo en tid før Netflix og Apple-TV, og Disney var noget vi så til jul.

Så rigtige bøger med fortællinger om andre verdener, tider eller kontinenter, var der, hvor vi kunne søge eventyret.

Og bedst var det, hvis disse bøger blev læst højt. For sådan var det i min barndom. Bøgerne og højtlæsningen var vores Netflix eller Disney+.

I min familie dyrkede vi højtlæsningen. Mine forældre var gode til det, - og de prioriterede det. Aften efter aften fik vi det næste kapitel i Narniaserien, Silas-bøgerne og Astrid Lindgrens uforlignelige univers med Ronja Røverdatter, Brødrene Løvehjerte, Mio min Mio og alle de andre.

Særligt husker jeg, da min far begyndte at læse Hobbitten og Ringenes Herre for os, og Tolkiens univers foldede sig ud. Et univers, der blev en del af legene i skoven og på marken. Et univers med hobbitter, orker, enter og elverfolk - og alle mulige andre væsner. Og med en righoldig mytologi og mange spændende og inspirerende steder og stednavne.

For os var historierne en righoldig inspiration til leg. Men ikke nok med det. De blev en del af den måde, vi forstod verden på.

For de historier, vi møder og som taler til os og som skaber resonans, bliver en del af vores fortolknings-reservoir i forhold til verden. De bliver en nøgle til verden.

Og historien i Ringenes Herre kender vi jo godt. Historien om den lille hobbit, Frodo, der bliver udvalgt til at løse en stor opgave.

Frodo skal bringe den ring, som hans gamle onkel Bilbo fandt på sin rejse i sin ungdom, til Dommedagsbjerget i Mordor for at tilintetgøre den der, ved at kaste den i Dommedagsspalterne.

Ringen er herskerringen, der er nøglen til magten over alle mørke kræfter i verden.

De mange trængsler, Frodo skal igennem, kender vi: Flugten fra Ringånderne, turen gennem Moria, kampen ved Isengard, tilfangetagelsen og befrielsen, og endelig turen til Domme­dagsbjerget.

Og vi kender historien og de mange modstandere og hjælpere, som er med i historien. Jo, det er et rigtigt eventyr.

Og dog! Det er som om, vi i denne historie får mange ting vendt på hovedet i forhold til de eventyr og historier, vi ellers kender og fortæller.

For hvem er egentlig helten? Frodo er selvfølgelig vores hovedperson og i den forstand vores helt.

Men han er jo ikke en helt, som vi ellers kender helte fra historierne.

En helt er jo typisk den, der med mod og mandshjerte trodser det onde, nedkæmper dragerne osv.

Men sådan er det ikke her. Der er godt nok masser af helte i Ringenes Herre; Aragorn, Legolas, Boromir osv. Men de optræder som hjælpere. Heltene er der altså brug for – men som hjælpere – ikke som dem, der skal løse den egentlige opgave, nemlig at vinde over det onde.

Og hvad er det med det onde i Ringenes Herre?

Jo, det onde har en særlig natur i Tolkiens univers.

Det onde er nemlig ikke noget i sig selv. Ondskaben kan kun ødelægge og nedbryde det gode. Alle de onde har været gode engang. Orkerne er oprindeligt elverfolk, og selv Sauron har ikke altid været ond.

Tydeligst ser vi det i Gollums indre kamp, hvor man i hans dialoger med sig selv, stadig kan se og høre resterne af det væsen, nemlig hobitten Smeagol, han var engang, inden ondskaben tog over.

Men også det gode har en særlig natur hos Tolkien.

At være god er ikke blot at være ædel og ren i tanke og ord. At være god indebærer, at man tager ansvar og handler til fordel for det gode, uanset hvad det koster. Og at deltage i kampen mod det onde har altid sin pris.

Frodo tager ansvar og gør en kæmpe indsats mod det onde, men han betaler også en høj pris. For ligesom sin onkel Bilbo, kan han aldrig vende tilbage til et almindeligt, hyggeligt hobbit-liv.

Vender vi tilbage til det med heltene, er det interessant, at vi i denne historie ender med, at vi i kampen mod det onde skal sætte vores lid til det mest undselige af alt: En hobbit.

Heltene har vi brug for. De heltemodige handlinger kan hjælpe det gode på vej – men den, der kan gøre en ende på det onde, er den mest undselige, nemlig hobbitten Frodo.

På toppen af Dommedagsbjerget viser Frodo al sin menneskelighed. Han viser, at han ikke er upåvirkelig af det onde. Han har uendeligt svært ved at smide ringen i Dommedagsspalterne.

Gollum, der med al sin smigren har forsøgt at franarre ham ringen, føler Frodo stadig medfølelse for. Og netop dette gør, at historien ender som den skal.

Det er Gollums begær efter ringens magt, der får ham til at bide fingeren af Frodo, hvorved han selv styrter ned. Og dermed tilintetgøres ringen i virkeligheden af sin egen destruktive kraft.

Alt dette fordi Frodo beholder sin menneskelighed – sin sårbarhed og medfølelse.

Jo, det er en vild historie!

Og hvad har alt dette så med jul at gøre, kunne man spørge?

En hel del, vil jeg mene.

Vi står nu overfor en højtid, som vi i vores sekulariserede verden holder fast i at fejre – og måske endda med stigende intensitet.

Men hvad er kernen i denne højtid? – Hvad er den historie, der gemmer sig midt i julens jag? – Og har denne historie overhovedet et budskab til os moderne mennesker?

Ja, jeg det tror jeg. Hvad enten man forstår sig selv som troende eller ej, så tror jeg, at historien, der gemmer sig i julen, kan give mening netop som en del af det fortolknings­reservoir, vi hver især benytter os af i forhold til vores liv.

Historien om barnet i krybben, der igen er historien om guden, der vælger at abdicere – dvs. at træde ned fra tronen og opgive sin ophøjede guddommelighed – for at møde menneskene i øjenhøjde.

Guden, der giver afkald på at være magt-gud for i den totale magtesløshed at møde menneskene.

En historie om et menneske, der altid talte magten midt imod og altid talte kærlighedens sag – og måtte bøde med sit liv.

En historie, som peger på, at meningen med livet ikke ligger i det fjerne, men altid ligger i det nære, – og at meningen altid ligger i forholdet til det andet menneske. At tilværelsens dyb og uudgrundelighed derfor altid er ganske tæt på; i det lille barn, i den elskedes øjne – og i det andet menneskes hjælpende hånd.

At livet er det væsentlige, – og at vi skal gøre noget ved det her og nu. At alt liv går udad! - At vi skal lære at sige mere til end fra!

En historie, der peger på, at det væsentlige i livet aldrig er magten – ja ofte er uforeneligt med magten. – At kærlighedens betingelse er at være sårbar. Men at kærligheden, barmhjertigheden, umiddelbarheden og nærværet er meningen.

Historien om Frodo, der bekæmper det onde ved netop at holde fast i det sandt menneskelige – i sin sårbarhed og medfølelse, – får her en særegen parallel i historien om barnet i krybben, der også fastholder, at det sandt menneskelige ikke er magten, men er kærligheden og barmhjertigheden.

– Og at vi skal sætte vores lid til disse kvaliteter, hvis vores liv skal lykkes.

Disse historier tilbyder sig som spejl i forhold til det liv, vi lever hver dag.

Historierne kan vi bruge som nøgler til vores eget og det fælles liv. Vi kan gøre dem til dele af vores personlige fortolkningsreservoir i forhold til verden.

Og de kan måske blive et korrektiv til den tidsånd, der hersker, og som fortæller os, at vi skal jo være ’enestående’, at vi skal ’tro på os selv’, ’skabe fremtiden’- og i øvrigt blive ’den bedste udgave af os selv’. Og så skal vi tilmed gøre det hele med lyst, lidenskab og begejstring…

Men alt dette kan intet menneske. Og måske handler det ikke om at være fantastiske eller om at være den bedste udgave af os selv - men om at forsøge at være et godt menneske slet og ret.

Og det kan ethvert menneske, - hvis vi som Frodo holder fast i sårbarheden, barmhjertigheden og medfølelsen - og så noget så gammeldags som pligtfølelse.

Alt dette, som sagt, hvad enten man opfatter sig selv som troende eller ej, – alene fordi historierne bliver fortalt, – og fordi vi hører dem.

Alt det tænkte jeg nok ikke så meget over, da jeg som stor dreng hørte historierne læst højt, men de gjorde sin virkning og lagrede sig i mig, så jeg nu må fortælle historierne videre.

Så lad det være mit håb, at vi hver især må opleve at se det væsentlige her i julen. At vi må ane meningen – i kærligheden og barmhjertigheden.

Glædelig jul!