Afslutningstale 2025

Afslutningstale, 2025

Storm P: Linedans

Af: Heine Boe

Kære elever – kære linedansere

På forsiden af sangarket til i dag ser I et billede malet af Storm P. Billedet hedder Linedans.

Storm P er nok mest kendt for sine vittighedstegninger men var blandt meget andet også kunstmaler. Hans malerier indeholder humoren ligesom hans vittighedstegninger, men de tager ofte også alvorligere temaer op – som nu i dette maleri.

På billedet ser vi en klovn på en line. Vi ser en trappe op til linen og en trappe ned igen. I venstre side ser vi en vugge, i højre side en grav.

Den elskelige klovn er netop nået til midten af linen, eller det vil sige; med hans let tilbagelænede gang er klovnens røde næse netop nået til midten.

Der er blå himmel over ham og blå himmel under ham – foruden en grøn jord. Til at hjælpe med at holde balancen har han en gul paraply.

Linen er ikke stram men slap, hvilket efter sigende skulle gøre linedansen sværere, idet linen ikke er fast foran én, men bevæger sig for hvert trin, man tager, - og kan svinge fra side til side. Linedansen er altså ikke bare en fastlagt vej mellem to punkter men i høj grad afhængig af, hvordan man bevæger sig på linen.

Klovnens glade ansigt synes at stå i en kontrast både til alvoren i det forehavende, han har, – nemlig at komme helskindet over, men også i forhold til yderpunkterne, vuggen og graven, som linen er spændt ud imellem. I det hele taget synes billedets lyse farveholdning og muntre streg at stå i kontrast til rejsens endemål.

Ser vi nærmere på billedet opdager vi, at billedet er beskåret meget skarpt. Vi har lige netop ikke de nederste trin på stigerne med. Disse to punkter lader Storm P være udenfor billedet.

Billedets budskab står umiddelbart klart for os. Livet er som en linedans. En linedans mellem vugge og grav. En linedans, der handler om at holde balancen, øve sig og lære at beherske kunsten at gå på line – og da linedansen er livet, ses livet altså som noget, der må læres. Livsbanen har et startpunkt og et slutpunkt, som vi ikke selv er herrer over. Men herimellem ligger livsbanen ikke fast, men bevæger sig alt efter vores skridt og bevægelser.

Og midt i hele denne alvor, lader Storm P så linedanseren være en klovn. En klovn, som jo i cirkus er den sjove pausefigur, som vi griner af – men som jo i virkeligheden er et spejl på os selv. Valget af klovnen som figur er således Storm P’s måde at vise, at det er os selv, han har afbilledet – men tillige, at livet må mødes med humor og gøres til en leg og en dans, og ved sin lyse farveholdning, viser Storm P, at livet er skønt – på trods af, at det er en balancegang – og at usikkerheden lurer for hvert skridt.

I sangen Linedanser, som vi ofte synger, møder vi det samme tema. Og det er ikke utænkeligt, at Per Krøis Kjærsgård har haft Storm P’s maleri i tankerne, da han skrev sin sang.

Linedanser er oprindeligt en konfirmationssang, og med dette i tankerne, bliver sangens budskab tydeligt.

I sangen er linedansen også billedet på livet. Og netop ved overgangen fra at være barn til at blive ung, skal den unge til for alvor at overtage sit eget liv.

Livet ses også her som den line, der er udspændt foran den unge: Livet er givet dig, – nu må du gøre det til dit.

Per Krøis Kjærsgård peger på, at livet, der venter forude, har meget at byde på, men også at det ikke kun er let. Hans pointe er faktisk, at det særligt er i udfordringerne, ja endog modgangen, at vi lærer mest, – og at vi ikke kommer til at kende lykken uden at være blevet bekendte med smerten.

Per Krøis Kjærsgård har som Storm P fokus på, at livet ikke bare ligger som en færdig livsbane foran os, men at livet former sig ved hvert skridt, vi tager.

På dette punkt deler Per Krøis Kjærsgård og Storm P opfattelse med andre store ånder i dansk kulturhistorie. Den danske filosof Søren Kierkegaard er jo kendt for citatet: ’Livet må leves forlæns, men det forstås baglæns'. Denne pointe giver absolut mening i denne sammenhæng, hvor man netop ikke kender livet før skridtene tages.

Men vigtigere er måske de betragtninger Søren Kierkegaard har, når det handler om det at vælge og tage sit liv på sig.

Søren Kierkegaards pointe er nemlig, at menneskelivet netop ikke lever sig selv, som blomstens eller biens, men at menneskelivet må leves. Aktivt. Livet bliver til og former sig, mens vi lever det.

Livet set baglæns udgør for Kierkegaard menneskets nødvendighed, dvs. det vi ikke kan ændre på, men set fremad åbner livet sig som mulighed; – og her er vores valg, vores skridt på linen, i afgørende grad med til at bestemme, hvordan livet ser ud.

Det er dog ikke sådan, at alt er muligt. Tværtimod.

Med Svend Brinkmanns ord kan man måske ligefrem sige, at langt fra alt er muligt. Faktisk er det meste af alt det, vi kan tænke, ikke muligt. Men noget er muligt. En hel del faktisk. Og det kalder på ansvarlighed

For det er, når vi i det, Kierkegaard kalder for øjeblikket, vælger, hvad vi vil, at vi tillige vælger, hvem vi er, eller hvem, vi vil være; den gavmilde eller den nærige. Den barmhjertige eller den hjerteløse.

Når vi vælger, vælger vi altså ikke bare, hvad vi vil, men til lige hvem vi vil være. Dette er en Søren Kirkegaards stærkeste pointer.

Menneskets frihed består således ikke i, at alt er muligt, men derimod i, at mennesket tager ansvar for det, der faktisk er muligt. Friheden er således det på én gang at anerkende nødvendigheden, det vi ikke kan ændre, og samtidigt se den mulighed, der åbner sig foran os.

Men dette er ikke nogen let sag. Det er så let at fare vild i både nødvendighed og muligt. Vi kan alle høre os selv sige: “Det er også bare fordi…”, og “det er også bare fordi…”, og altså bliver fanget i vores egen begrænsning uden at se muligheden, der åbner sig foran os.

På samme måde kan vi fare vild i muligheden, når vi tegner den ene luftkastel op efter den anden i et: “Man kunne jo også…”, “man kunne jo også…”, uden at noget nogensinde bliver til noget. Kun når vi faktisk på samme tid omfavner nødvendighed og muligheden, er vi i egentlig for forstand fri.

Som linedansere må vi altså erkende, at livet er givet os udefra. Vores talenter og begrænsninger er givet. - Men livet åbner sig foran os hver dag, og vi må vove at tage det på os og leve det – i alvor og leg.

Og mens vi vælger vores dans på linen, vælger vi på hvilken måde vi vil bruge det liv, der er givet os. Om vi vil gå rask fremad, om vi vil krybe forskrækket afsted – eller om vi vil danse…

Og når vi vover at tage livet på os, bliver livet også vores ansvar.

Vi vælger, at livet har betydning og værdi, – og vi vælger derfor også på hvilken måde, det skal forvaltes. Vi vælger altså en målestok eller en rettesnor for livet, – vi vælger som i sangen en balancebom eller som klovnen i maleriet en paraply.

Ved at vælge, hvad vi finder værdifuldt, vælger vi også et redskab til at holde balancen på linen med. Det forunderlige er, at hverken balancebommen eller paraplyen er forbundet til noget som helst, men alligevel er den en kæmpe hjælp.

Vores forestilling om rigtigt og forkert – godt og ondt – er således ikke udtryk for eviggyldige sandheder, som vi kan rive hinanden i næsen, men er alligevel afgørende vigtige for, at vi kan holde balancen i livet.

I er for længst unge, og har bevæget jer ud på linen og øver jer i at tage selvstændige skridt. Og for jer har efterskolen været en ren øvebane. I har kunnet øve jer i linedansen, gjort jer erfaringer.

I har oplevet at linen både kan være stram og slap, at meget altså kan være givet og at meget også kan være op til jeres egne bevægelser. Og det gode ved efterskolen som øvebane er, at linedansen ikke er uden sikkerhedsnet. Der er både voksne og kammerater, der står klar til at gribe og hjælpe. Og man kan få lov at prøve igen.

Samtidigt er det ansvar, man står med, ikke noget vi leger. Det er virkeligt. Man har et virkeligt ansvar for samværet på værelset. Man har et virkeligt ansvar for, at der kommer mad på bordet, når det er éns tur til at tage tjansen i køkkenet. Osv.

I har måttet tage stilling til, hvad der var vigtigt, vælge og øve jer i at tage ansvar. Og gennem jeres handlinger, har I formet, hvem I er.

I min velkomsttale til jer sagde jeg bl.a. til jer, at et efterskole­ophold bliver, hvad vi gør det til. Et efterskoleophold ligger til en begyndelse kun foran os som en mulighed.

Og jeg ved, at I nu forstår, at det er sandt!

Og langt hen ad vejen er det jo gået rigtig godt. I har været elevhold, der har været virkelig gode til at rumme mangfoldigheden. Tage ansvar for de fælles aktiviteter og været gode til at tage jer af hinanden og hygge jer sammen. - Her har I taget ansvar.

Så kan det godt være, at I ikke alle har formået at komme op om morgenen, fordi I har ligget og doom-scrollet den halve nat. Men det er svært at bebrejde jer, for naturligvis er tech-giganternes opmærksomhedsmanipulerende algoritmer langt stærkere, end hvad en 15-16 årig hjerne kan modstå på egen hånd. Her må vi hjælpe de næste årgange bedre, end vi har hjulpet jer.

Men denne skønhedsfejl kan trods alt ikke ændre vores samlede oplevelse af jer som elevhold.

I har først og fremmest været et elevhold, der har taget efterskolelivet til jer og på jer og skabt et efterskoleår, der er mindeværdigt ikke bare for jer, men også for os som skole.

Og nu har vi levet sammen i et år. Vi har leget sammen, og vi har sunget sammen, vi har grinet, vi har grædt, og vi har talt sammen.

Nu ved vi, hvad jeres efterskoleophold blev til – og først nu.

Og samtidig findes der ikke blot en, men mange forskellige oplevelser af det år – ja ligeså mange, som vi er personer her i Æsken.

Tilbage til klovnen på linen. Der står han endnu. Med sin røde næse lige midt i billedet. Som en påmindelse af, at vi også skal huske glæden, humoren og munterheden - midt i det alvorlige forehavende, som livet naturligvis er.

Så tak for i år! Nu skal I hver især bevæge jer videre ud på jeres line.

Held og lykke – kære linedansere!

Jeg håber, I vælger at danse!