Afslutningstale 2024

Lørdag d. d. 29/6, 2024, sluttede skoleåret 23/24 på Efterskolen for Scenekunst. Det blev en fantastisk dag med alt det, den skal indeholde af mindeaktiviteter mv. Da forældrene var kommet og bilerne pakket, mødtes alle i Æsken, hvor der var fællessang, tale, korsang og der blev udlevering af efterskolebeviser. Herefter var der traditionen tro afsked rundt om det store lindetræ i parken. Det var en fantastisk dag.

Forstander Heine Boe talte med udgangspunkt i Benny Andersens digt "Chagall og skorpiondans".

Afslutningstale, 2024

CHAGALL OG SKORPIONDANS

Af: Heine Boe

Som forstander har man mange opgaver.

En opgave, jeg altid ser frem til med særlig glæde og ydmyghed, er den opgave det er at holde tale for elever og deres forældre.

Opgaven er vigtig, fordi man netop her får lov til at knytte ord til de særlige mærkedage, der er undervejs i et efterskoleforløb: Ny Elevdag, ankomstdag, juleafslutning og som her: Afslutningen af efterskoleopholdet.

Talen skal gerne kunne sætte anledningen lidt i perspektiv og skabe mulighed for reflektion og eftertanke.

Det er blevet til mange taler gennem de nu mere end 17 år, jeg har været forstander.

Det er klart, at man hen over årene finder en form - en skabelon, som man bruger igen og igen.

Onde tunger vil måske ligefrem sige, at det ikke bare er skabelonen, der går igen fra år til år, men at det ligefrem er den samme tale, jeg holder nu på 17. år.

Og det er måske ikke helt usandt. I hvert fald håber jeg, at talerne er udtryk for de samme grundlæggende værdier og for det samme skolesyn.

Men skabelonen, der i hvert fald går igen, er den, at jeg ofte tager udgangspunkt i et digt, en historie, en myte, et eventyr eller egne erindringer.

Denne fortælling kan så danne baggrund for nogle refleksioner, der så igen måske kan kaste lidt lys over det fælles liv, vi har med hinanden, - og særligt over den situation vi netop nu står i.

Men hvorfor egentlig denne omvej over poesi, litteratur eller egne erindringer? Kunne jeg ikke bare sige lige ud, hvad jeg har på hjertet, så vi kan komme videre?

Hertil er svaret nej!

Ikke alt, hvad der er at sige, kan siges fyndigt eller lige ud. Ikke alt hvad der er værd at sige kan siges med udråbstegn.

Når det kommer til livet, står vi jo netop ofte tilbage i fælles forundring. Ingen har de endelige svar, men talen kan måske så alligevel skabe grundlag for en fælles forundring.

Også i år vil jeg bruge poesien i min tale. Og som flere gange før gennem årene - og som ofte i forbindelse med mine morgensamlinger, - vil jeg lade Benny Andersen komme til orde.

Jeg vil lade han udtrykke det, jeg her ovenfor har antydet, i digtets form, når jeg om et øjeblik vil læse digtet ‘Chagall og skorpiondans’ for jer.

Digtet vil jeg læse i sin fulde længde. Og når jeg siger det sådan, er det fordi digtet faktisk er ret langt. Men digtets længde er netop en del af hele pointen.

Digtet har form af en hilsen fra en ældre poet til en yngre med påmindelse om, hvad der er vigtigt at huske på, når man kaster sig over poesien.

Digtet lyder således:

CHAGALL & SKORPIONDANS

(Uddrag af brev til vordende poet)

...og lad mig slutte af med et gammelt prøvet råd:

Forsøg at skrive kort og koncentreret.

Gả rask til sagens kerne uden snak og dikkedarer.

Det er en hyppig fejl hos næsten alle debutanter

at ville ha' for meget med og boltre sig i gloser:

hvorfor dog nøjs med få ord, når jeg nu kan sả mange!

Med venlig hilsen etc.

PS.

Misforstå mig ikke for bogstaveligt:

Ikke alle dikkedarer er nødvendigvis unødige. Skriv

ikke så hermetisk at slet intet lys når ud.

Vort liv består blandt andet af en række dikkedarer

som hænger nøje sammen med vor civilisation.

For hvad blev der tilbage hvis man sløjfede alle

digressioner og omsvøb fra vores omgangsformer?

De simpleste udtryk for sult og sex og vold.

Hvorfor spilde tid og tanker med at gøre kur

hvis det var gængs at slæbe damen hjem ved håret?

Hvorfor slide for føden i sit sultne ansigts sved

hvis en velbjærget nabo uden videre kan slås ned?

Hvorfor endeløs palaver om et frodigt stykke jord

hvis en rask lille krig kunne afgøre sagen?

Hvad er kunst, filosofi, religion, demokrati

andet end forædlede samfundsdikkedarer? Kun

gangstere og diktatorer lader uden dikkedarer

deres medmennesker fængsle, tortere og henrette.

Hvad havde Jesus udrettet i sin korte karriere

hvis han hele tiden var gået bardus til sagen?

Han valgte underfundigheder, lignelser, omsvøb.

Og Mozart. Tryllefløjten, Don Juan, uudtømmelige

kildevæld af livsbekræftende dikkedarer.

Tænk på vores grundlov. Et højst humant system

af snilde og inspirerende dikkedarer.

Van Gogh. Hans penselstrøg: glødende dikkedarer.

Et par kassable støvler gjorde han til to af vor tids

helt uudslettelige ærkedikkedarer.

Chagall. Svævende brudepar. Violette kaniner,

skøre perspektiver, blomstrende violiner

til ingen verdens nytte men alligevel en rigdom

af overflødigheder vi nødigt ville undvære.

Hvad var elskov uden ømme omsvøb og falbelader?

Se handuen kredse i timevis om hunnen,

se lappedykkerens akavede nik og vrid med halsen.

Hvis de gik rask til sagen ville magen uden tvivl

flygte dybt frustreret bort og arten inden længe uddø.

Selv hos lavere, koldblodige og fjerne dyreformer

dyrkes dikkedarer som dans og ritualer. To unge

skorpioner mødes, fatter hinandens klosakse,

begynder at danse, chassé og pas-de-deux

frem og tilbage, til højre og til venstre og

avet om og quick-quick-slow. I flere timer

danser de. Det minder lidt om tango med et strejf af

cha-cha-cha. Kun på denne måde opnår de

den tillid til hinanden der kan dæmpe aggressioner

så de trygt kan gi sig hen uden større risiko

for straks at få den tilbedtes giftbrod i nakken.

At hunnen efter akten ynder at fortære hannen

uden dikkedarer, det er en anden sag,

Den danske grundlov omfatter ikke skorpioner.

Men hvem tør påstå at de ikke nyder selve dansen?

Et festligt højdepunkt i deres lave, mutte liv

hvor de for én gangs skyld tør række ud over sig selv,

en nådig stund, en fridag fra en trang og ublid skæbne

som omvandrende, livsvarige isolationsceller,

takket være dans og dikkedarer!

Og sproget. Tænk hvis vi var strengt konsekvente,

skar alle omsvøb, alt ævl, al udenomssnak bort

og holdt os til et skrabet eksistensminimumssprog,

Hvor længe ville vore dødelige eller udødelige sjæle

stille sig tilfreds med korte udbrud, skrig og ordrer:

Kom! Skrup af! Himmel! Fandens! Nåde! Ah! Æv!

Skyd! Kæmp! Tilbage! Lort! Dumme svin! Skål!

Skar man ind til skelettet var kun skelettet tilbage.

Det er min tro at uden livets overflødige

overflod af fyld og pynt og snak og dikkedarer

ville vi for årmillioner siden enten have slået

hinanden rent ihjel eller kedet os til døde.

Hvis jeg har ret i dette - hvad jeg altså ikke har

såfremt begrebet ret er en unødig dikkedar -

er vores korte liv på jorden faktisk ganske overflødigt,

en lille dum fadæse i et fejlfrit univers,

en distraherende hosten i den rene øde tavshed.

Derfor må jeg nu ved fordybet eftertanke

korrigere det råd jeg først lidt forhastet gav dig

til: vær endelig ikke bange for at bruge dikkedarer.

Uden dikkedarer var vi kun et hul i rummet.

Uden dikkedarer var selv tomhed overflødig!

Selv den mest uanselige dikkedar er et tegn.

Et tegn pả liv, på vilje til liv, et valg

mellem dig og intethedens intethed.

I forhold til The Big Bangs bevidstløse overmagt

er vi alle begyndere. Så lad os straks begynde med

at begå enhver begynderfejl mellem himmel og jord,

lad os kaste os over alt for meget, lad os

boltre os i toner, farver, gloser, dikkedarer.

Hold ud, det gælder livet, opfind nye dikkedarer.

Hvem præsterer morgendagens dikkeste darer?

Plej dem godt, forkæl dem, gå aldrig mere fra dem,

giv dem lov til at lege og danse med hinanden

under soldikkedaren.

Gid dine digte

må blomstre

med et væld af dikkedarer!

Sådan lyder digtet. Og det taler jo i høj grad for sig selv.

Benny Andersens pointe er, at det netop ikke altid er det ligefremme og det fyndige, der indeholder den dybeste indsigt, men at denne nok snarere findes kunsten, kulturen, poesien, litteraturen mv. Det vil sige i alle de aktiviteter, som vores kloge forhenværende dronning så flot kaldte ‘unyttige’ men som måske netop derfor var så vigtige.

- o -

I har nu gået på efterskole i et år. I har beskæftiget jer med en righoldighed af unyttige men vigtige aktiviteter.

Dikkedarer af mange slags, kunne man måske sige!

I har levet sammen, spist sammen, talt sammen, leget sammen, sunget sammen, danset sammen, grinet sammen, og I har fordybet jer i det fælles liv gennem fag, samlinger og scenekunst.

Efterskolelivet har båret meningen i sig selv.

Efterskoleopholdet skal ikke måles på, hvor flotte karakter eller fine muligheder videre frem i jeres uddannelses- og erhvervskarriere i måtte have skabt jer gennem opholdet. Alt det er godt nok. Skulle I have fået et skub i en god retning, er alt i fineste orden.

Nej det vigtige er, at efterskoleopholdet som levet liv har givet mening.

Og selvom vil lever i en tid, hvor vi afkorter uddannelser for at få de unge hurtigere ud på et evigt hungrende arbejdsmarked, og hvor vi nu igen-igen skal diskutere nytten af 10.klasse, har I valgt efterskolen som den unyttige men bedste omvej.

Så tillykke med al den unyttige aktivitet, som netop er blevet jeres efterskoleophold. Jeg håber, det har været al tiden værd.

Tak for skoleåret 2023/2024 på Efterskolen for Scenekunst.